2025 har været et fantastisk filmår.
Endnu et filmår går på hæld, og man kan roligt sige, at der er sket mere end normalt. Warner Bros. har sat sig selv til salg, streamingimperiet Netflix er for alvor ved at vinde gladiatorkampen – på trods af stærke og opmuntrende biograftal herhjemme i Danmark – og særligt Warner Bros. har haft et godt og anmelderrost år. Kigger man på publikumstallene, er der dog ingen tvivl om én ting: Det var gyserfilmene, publikum slet ikke kunne få nok af.
‘Sinners’, ’28 Years Later’, ‘Weapons’, ‘Bring Her Back’, ‘Black Phone 2’, ‘The Long Walk’ og ‘M3gan 2.0’. Alt sammen gyserfilm fra 2025, som har klaret sig flot i biograferne. Det ser ud til, at gysergenren ikke længere er den svage dreng i klassen, som ingen vil røre ved. Tværtimod er det blevet en publikumsfavorit, der kan skabe massiv hype og buzz på TikTok, som munder ud i events og rendyrket FOMO hos potentielle biografgængere. Særligt ‘Weapons’ opbyggede et ry på nettet – især på TikTok og Letterboxd – som filmen, du bare SKAL se. Det samme gjorde ‘A Minecraft Movie’ – dog helt ubevidst.
Hvis filmåret 2025 skal huskes for noget, må det næsten være Chicken Jockey. Biografer fik sat ild til sig, bondegårdsdyr blev smuglet ind i biografmørket sammen med flyvende popcorn og pixelerede skumsværd. Stemningen og hypen var ikke til at tage fejl af – og slet ikke hos Warner Bros., der allerede er i gang med forarbejdet til 2’eren.
Dansk film har haft et usædvanligt flot filmår. I 2025 har danske film opnået en markedsandel på hele 40 procent i biograferne – den højeste i et normalt biografår siden målingerne begyndte i 1980. Samtidig er der solgt omkring 3,7 millioner billetter til danske film, hvilket gør året til det stærkeste for dansk film i et årti. Succesen skyldes ikke kun enkelte store publikumsfavoritter, men et bredt udbud af film, der har ramt publikum på tværs af genrer og aldersgrupper – fra familie- og børnefilm til kunstnerisk ambitiøse dramaer.
Filmz’ redaktion har valgt 10 film ud, som vi mener, 2025 skal huskes for.
Jonas’ 5 bedste
28 Years Later
En af de sjældne gange, hvor en efterfølger overgår originalen.
Meget kunne forberede mig på oplevelsen inden denne film: at den er filmet på iPhone, at Ralph Fiennes spiller en excentrisk læge indsmurt i jod, og at Danny Boyle og Alex Garland vender tilbage til universet. Men intet kunne forberede mig på, hvor hjertevarm og veludført filmen faktisk ender med at være.
’28 Years Later’ foregår – sjovt nok – 28 år efter virusudbruddet i den originale ’28 Days Later’. Vi følger drengen Spike, der bor på en lille ø ud for Englands kyst, hvor han skal konfirmeres på en lidt speciel måde. Han skal på sin første tur til fastlandet sammen med sin far, spillet af Aaron Taylor-Johnson. Fastlandet er nu fuldstændig tilgroet, og de inficerede har udviklet sig i flere variationer og organiseret sig i et alfa-baseret hierarki. Det har aldrig været farligere. Men Spike har sin egen mission: På fastlandet vil han finde en læge, der kan redde hans mor, som lider af en mystisk sygdom.
’28 Years Later’ er fyldt med velkonstruerede, intense actionsekvenser, ofte kun bevæbnet med bue og pil, men også med rørende øjeblikke, fantastisk musik og billeder, der brænder sig fast på nethinden. Ralph Fiennes er særdeles elskværdig som den lettere gakkede Dr. Kelson, og den korte, men markante scene med Jack O’Connell har kun gjort min forventning større til ’28 Years Later: The Bone Temple’, der får premiere i januar.
For mig overgår ’28 Years Later’ originalen på både tematik, hjerte og action. Den samler alle de elementer, en vellykket zombiefilm skal have – og løfter dem til et nyt niveau.
’28 Years Later’ kan købes på Blockbuster og er lige nu på tilbud.
Wake Up Dead Man
En gotisk who-dunnit, der kun bliver bedre og bedre, hver gang du ser den.
Med nød og næppe nåede ‘Wake Up Dead Man’ at komme med på listen, da filmen først lige har haft streamingpremiere. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det er en af årets absolut bedste film.
‘Wake Up Dead Man’ er det tredje kapitel i ‘Knives Out’-universet med Benoit Blanc som hovedfigur. Denne gang udspiller mysteriet sig i religionens navn, og mordet sker i Guds eget hus. Mons. Jefferson Wicks er blevet dræbt i et lukket og sikret rum med kun sin assisterende præst som nærmeste vidne. Nu står han anklaget – og oddsene er bestemt ikke på hans side, hvis han skal slippe ud af kattepinen. Det er derfor op til Benoit Blanc at bevise Juds uskyld og afsløre den sande gerningsmand bag præstens død.
‘Wake Up Dead Man’ er samtidig en smuk fortælling om at se det gode i mennesket. Om at mødes i et fællesskab skabt på kærlighed frem for had. Filmen stiller den unge præst, der vil prædike håb og forsoning, over for den gamle, indebrændte præst, der i stedet næres af vrede og splittelse blandt sine kirkegængere.
‘Wake Up Dead Man’ er et must-see – og du behøver endda ikke at have set de to første film for at lade dig rive med.
‘Wake Up Dead Man’ kan ses på Netflix.
Sinners
Ryan Coogler har svaret på fremtidens blockbuster-hits.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fældet tårer af ren glæde under rulletekster. Faktisk tror jeg aldrig, det er sket før. Men det gjorde det til ‘Black Panther’-instruktørens nyeste vampyr-blues-film ‘Sinners’.
‘Sinners’ følger de to brødre Smoke og Stack, som vender hjem til Sydstaterne efter en karriere i Chicagos kriminelle underverden. Planen er enkel: De vil åbne en juke joint – på én dag – og slå dørene op samme aften. Men det viser sig hurtigt at være lettere sagt end gjort. For i de tørre bomuldsmarkers nattelys lurer blodtørstige, hvide, country-glade vampyrer, der vil have en bid af både kreativiteten og musiktalentet. Det er ikke bare genialt – det er den dybe tallerken-genialt.
Ud over at levere en smuk og frisk måde at skildre raceproblematikker gennem filmmediet på, rammer ‘Sinners’ også præcis det friske pust, som filmbranchen desperat mangler. Det er arthouse og popcornfilm, der mødes i en konstellation, jeg ærligt talt ikke kan huske at have set før. Filmen er både intellektuel og analyserbar – samtidig med at den er fuld af vampyrer, monsterfilm-energi og maskinpistoler. Det er kort sagt en film man både kan se med Jørgen Leth og Uffe Holm uden nogen af dem har kedet sig.
Hvis biograferne skal reddes uden at gå på kompromis med originalitet og uden at ende med ‘Fast & Furious 43’, så er ‘Sinners’ for mig den perfekte opskrift på vejen frem.
Og Michael B. Jordan? Han må simpelthen have en dobbelt Oscar-nominering for den her prægtige præstation.
‘Sinners’ kan ses på HBO Max.
Together
Aldrig har Spice Girls været mere creepy.
Michael Shanks har leveret en spillefilmsdebut af nærmest olympiske dimensioner. Gyserfilmen ‘Together’ rammer plet på så mange parametre, at selv de mest garvede filmskabere får svært ved at følge med. Det er en lille, stramt komponeret ret, der – på trods af få ingredienser – efterlader publikum bemærkelsesværdigt mætte.
‘Together’ følger det trætte kærestepar Tim og Millie, som langsomt er ved at vokse fra hinanden – på trods af et ellers stort og forpligtende huskøb. Tim er en klassisk drengerøv, der frygter at “vokse sammen” med kæresten, mens Millie netop længes efter det modsatte. Efter en gåtur i den nærliggende skov begynder det bizarre at tage form. Pludselig opstår en voldsom, fysisk trang til hinanden – som et afrodisiakum. Men rører de ved hinanden, vokser de bogstaveligt talt sammen og må skæres fri fra hinanden igen. Det er body horror og komik, der mødes i en perfekt symbiose.
Ud over den åbenlyse tematik om frygten for at miste sig selv og blive “ét menneske” i et parforhold, skriver ‘Together’ sig direkte ind i den moderne gyserbølge, som Zach Cregger for alvor slog igennem med og forfinet. Gyser-komedien. Film som ‘Barbarian’, ‘Together’ og ‘Weapons’ er alle rendyrkede gyserfilm, der samtidig ikke er bange for at smide en velplaceret joke ind hist og her – uden at undergrave uhyggen.
Alison Brie har en lovende fremtid foran sig, mens Dave Franco leverer sin klart bedste præstation til dato.
‘Together’ kan lejes på Blockbuster.
Den Stygge Stedsøster
Norsk body horror, der ville få brødrene Grimm til at kaste op.
Du kan godt glemme alt om det guldbelagte, smukke eventyr, for Emilie Blichfeldt har skabt den rå og ubarmhjertige version af, hvem der i virkeligheden betaler prisen for det lykkelige slutbillede.
‘Den stygge stedsøster’ er kort fortalt historien om Askepot – fortalt fra den grimme stedsøsters synsvinkel. Hende, der fra barnsben er blevet lovet kongeriget, på trods af sit både hæslige indre og ydre, men som må se den gulvskrubbende fotomodel løbe med både prinsen og tronen.
Filmen er en nådesløs fortælling om skønhedsidealer og den blinde tro på, at “hvis bare jeg ser godt nok ud, så får jeg det hele”. I skønhedens navn sluges der bændelorm, skæres tæer af, brækkes næser – og meget mere. Det er kompromisløs body horror, der ikke viger tilbage for det groteske.
Filmen er ikke for sarte sjæle, men den beviser, at vi i Norden sagtens kan levere body horror af international kaliber – og med et tematisk bid, der gør ondt længe efter rulleteksterne.
‘Den stygge stedsøster’ kan ses på Prime Video.
Nicolais 5 bedste
Nosferatu
Vi skulle ikke langt ind i 2025, før vi fik en af årets bedste film. Faktisk skulle vi kun vente til den 2. januar.
Robert Eggers fik endelig lov til at slippe sin indre vampyr løs, og resultatet var intet mindre end visuelt gennemført. Genindspilningen af Nosferatu føltes som at blive suget ind i et gammelt oliemalerie, der lugtede lidt af fugtig jord og gammel død.
Det var gys på den helt klassiske, langsomme måde, hvor uhyggen sneg sig ind på én som en kold tåge i de mørke slotsgårde.
Bill Skarsgård var så ugenkendelig som Grev Orlok, at man næsten blev i tvivl, om det overhovedet var et menneske af kød og blod under al den detaljerede sminke. Lily-Rose Depp gav ham kamp til stregen med en præstation, der var både skrøbelig og skræmmende intens på samme tid.
Hver eneste kameraindstilling føltes som et lille kunstværk, og selvom filmen var mørk som graven, var den umulig at tage øjnene fra – en moderne gyserklassiker, der virkelig satte tænderne i sit publikum.
En snegls erindringer
Australsk ler har aldrig været så deprimerende og fantastisk på samme tid. Hvis du nogensinde skulle bruge eksempel i et argument for at animationsfilm ikke kun er for børn: værsgo.
En snegls erindringer landede i biograferne som en mærkelig, lille gave til alle os, der elsker sort humor og folk, der er lidt skæve i kanten. Historien om Grace og hendes maniske kærlighed til snegle var lige dele hjertevarm og fuldstændig knusende.
Man sad der i mørket og følte med en lille lerfigur på en måde, der næsten var pinlig, mens hendes tragiske livshistorie foldede sig ud med små, slimede detaljer.
Instruktør Adam Elliot beviste bare, at man ikke behøver flotte Disney-prinsesser for at fortælle en historie, der rammer lige i solar plexus. Han formåede at gøre det hverdagsagtige og det mørke utrolig smukt, og man forlod salen med en klump i halsen og en mærkelig lyst til at passe bedre på verdens ensomme sjæle.
Filmen modtog en Oscar-nominering tidligere på året, og den formåede at leve up til hypet.
Weapons
Hold nu op en mavepumper. Weapons viste sig at være præcis det kaotiske rod, vi havde håbet på fra manden bag Barbarian.
Det var ikke bare en gyser; det var en mørk labyrint af historier, der blev flettet sammen, mens man febrilsk forsøgte at følge med i de mange tidslinjer og brutale hændelser.
Josh Brolin var som altid garant for en intensitet, der kunne mærkes helt ned på bagerste række, og han bar de mest vanvittige scener med en overbevisning, der var direkte skræmmende. Samtidig beviste Julia Garner hvorfor hun er en af hendes generationers mest fleksible skuespillerinder, der både formåede at udtrykke forvirring, panik, sorg og desperation. Det var beskidt, det var uforudsigeligt, og man forlod biografen med flere spørgsmål end svar – men på den helt rigtige “hvad skete der lige der”-måde.
Instruktøren legede med vores forventninger hele vejen igennem, og resultatet føltes som en feberdrøm, man ikke havde lyst til at vågne fra, før rulleteksterne endelig gav os lov til at trække vejret igen.
The Outrun
Skotland viste sig fra sin mest rå side, og det samme gjorde hovedrollen i The Outrun.
Vi kom helt tæt på flasken, bunden og den meget stejle vej op igen gennem de vilde Orkneyøer. Det var ikke ligefrem en feel-good film, men Saoirse Ronan spillede bukserne af de fleste i rollen som Rona, mens hun kæmpede mod sine indre dæmoner og de ydre naturkræfter.
Naturen på øerne var så voldsom, at man næsten kunne mærke saltvandet i ansigtet og kulden i knoglerne inde i biografen. Filmen tog sig god tid til at lade stilheden tale, og selvom tempoet var nede i gear, var følelserne helt oppe at ringe i hver eneste scene.
Det var ærligt, grimt og smukt på én og samme tid, og man følte sig næsten renset efter at have set hendes kamp for at finde fred i det barske landskab.
Når du sætter en firedobbelt Oscar-nomineret i din hovedrolle, er der også krav til skuespillet. Men som sædvanlig viste Ronan hvorfor hun gang på gang fortjener den statuette.
The Life of Chuck
Hvem havde troet, at en Stephen King-filmatisering kunne efterlade én med et bredt smil på læben?
The Life of Chuck vendte det hele på hovedet ved at fortælle historien baglæns, hvilket gav hver eneste lille sejr i hovedpersonens liv en helt særlig vægt.
Mike Flanagan, der typisk gør sig med bravur i gysergenren, viste en helt ny side af sig selv, der handlede mere om den menneskelige varme end om de ting, der siger bang i natten.
Tom Hiddleston var fænomenal som Chuck, og man blev trukket ind i en fortælling, der føltes som en varm kop te på en råkold regnvejrsdag. Hver fase af hans liv blev præsenteret med en næsten poetisk sans for detaljen, og man glemte hurtigt alt om King-varemærket med gys og gru.
Det var en af de film, man ikke vidste, man havde brug for, før rulleteksterne kørte over skærmen og mindede os alle om at huske at danse, mens vi kan.
