Vi er på Filmz glade for at kunne annoncere, at vi har indgået et partnerskab med newz.dk og Danmarks største medienetværk, Freeway. I den forbindelse stiftes selskabet Filmz ApS, hvor newz.dk indtræder som medejer.
Selvom Filmz allerede er et af Danmarks største filmsites, er der altid plads til nye tiltag. I fremtiden vil det være målsætningen at kunne bringe endnu flere nyheder og et endnu bredere udvalg af anmeldelser, artikler, interviews og meget andet.
Dette er ikke muligt uden en god samarbejdspartner. Vi har i forvejen gode relationer til newz.dk, og derfor var valget nemt. En stor del af Filmz’ daglige drift forbliver uændret. Den umiddelbart største ændring bliver, at vi i den nærmeste fremtid får den længe ventede Filmz version 3.0 i luften. Der arbejdes på fuld kraft på at få opdateret designet og i den forbindelse vil der indgå mange nye, spændende features, som vi i den kommende tid glæder os til at løfte sløret for. Filmz 3.0-designet vil have sin helt egen profil, uafhængig af newz.dk.
Derudover kan vi byde velkommen til Johnny Rechnagel fra newz.dk, der vil indtræde som direktør i Filmz ApS. Johnny vil komme til at stå for den daglige administrative ledelse af Filmz, mens vi andre fortsat er 100% dedikerede til at bringe Filmz’ brugere kvalitetsindhold.
Det er vores målsætning med det nye partnerskab at kunne øge både mængden såvel som kvaliteten af det indhold, vi bringer på siden. Dermed vil vi sikre, at Filmz forbliver det suverænt bedste filmsite på et marked med stigende konkurrence.
Vi håber, at I vil gå denne spændende fremtid i møde sammen med os.
#71 duuk74 16 år siden
Derfor bliver det spændende at se hvilken drejning filmz.dk tager.
Jeg tror godt Freeway kender deres "communities 101", men derfor kan det jo godt være at de har andre planer med filmz.dk. Hvis man f.eks. bare vil have folk ind på siden, og klikke på nogle links, er det jo heller ikke umuligt, eftersom forummet og communitiet automatisk vil gå i stå, hvis det er den vej de vælger.
Men jeg håber det ikke.
#72 Mandalae 16 år siden
Samarbejdet med newz.dk kommer vel ikke som udgangspunkt til at have noget med Freeway at gøre. Freeway er med i samarbejdet med newz for at det er muligt at få gang i noget mere seriøst udvikling af sitet. De har ikke noget at gøre med indholdet eller hvilke funktioner der skal være på sitet, det vil stadig blive bestemt af de folk der altid har lavet filmz :)
Den største forandring bliver vel egentlig at der kommer en fast udvikler, undertegnede, som kan lege med Jer, brugere :)
Jeg vil godt lige tage forbehold for at ovenstående kan være forkert, både fordi jeg er træt, men også fordi jeg egentlig ikke ved så meget om samarbejdet mellem newz og filmz (jeg er bare koder) ;) .. Men som det er med newz og freeway, har freeway i hvert fald ikke noget med indholdet af sitet at gøre :)
#73 duuk74 16 år siden
Du har ret. Jeg ved heller ikke så meget om hvor meget "styring" Freeway får over filmz.dk. Desuden skal man jo nok også skælne imellem det at blive opkøbt, og så det at indgå samarbejde :)
Jeg håber i får fundet en gylden mellemvej, og det bliver et fedt sted at hænge ud, samtidig med at det også kan betale sig for de indvolverede ;) Vi lever jo trods alt i en kapitalistisk verden, på godt og ondt.
Jeg har intet problem med at man tager sig betalt for et stykke arbejde, men hvis det tager alt for meget udgangspunkt i penge, bliver det for gennemskueligt og stift. Og så mister man brugerne.