Ugens helt store premierefilm her på Filmz er indiskutabelt “X-Men: Days of Future Past”. Vi er dog unormale og helt for os selv, hvis man bladrer flere af de danske aviser igennem på gårsdagens premieretorsdag. En del om Cannes, en del om “The Salvation” og meget lidt eller intet om årets måske mest ventede blockbuster. Bare en dum superheltefilm, står der mellem linjerne i aviserne. Der tager de fejl!

Det er en kedelig, stigmatiserende tendens, at fordi noget er amerikansk og lavet for mange penge, ja, så skal det automatisk stemples som dumt og derfor ikke værd at beskæftige sig med. Helt rigtigt så er X-Men-filmene, når de er bedst, fyldt med CGI-effekter, voldsramasjang samt kulørte skurke og helte hentet fra tegneserieland. Men udelukker det, at filmene kan have noget begavet at sige os?

Nej, tværtimod hos X-Men. Erstat enhver anden minoritet; homoseksuel, indvandrer eller kvinder i bestyrelser, med mutanterne hos Bryan Singer. Nu har du lige pludselig en relevant samtidsdiskussion. Skal minoriteten få fred eller sin vilje med dialog og oplysning, som Professor X mener, eller med Magnetos hårde handling? Det er et ideologisk valg – et valg, der kan diskuteres. Og i hvert fald ikke dumt og manglende dækning værdig.

Afvises X-Men som luftige sommerpopcorn på forhånd – som aviserne gør det – så er man ikke bedre end de uoplyste mennesker i X-Men-filmene. De er ude af stand til at sætte sig ind i noget anderledes, noget, der ikke ligner dem og deres hverdag. Derfor vil de udrydde mutanterne.

Det er sørgeligt at samme indskrænkethed lever i de store, etablerede medier. Hvis de så og satte sig ind i X-Men-universet, så kunne de måske sætte pris på de dybere tanker, som også gemmer sig i nogle blockbusters, når CGI-røgen først har lagt sig. For selv om X-Men også er en mand med metalhjelm, der løfter et stadion, så er det også til hjernen.

Hvad mener du?



Vis kommentarer (32)
Gravatar

#11 Riqon 8 år siden

#10 -

Klart - jeg tænkte bare, siden det var samme person, som skrev anmeldelsen.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#12 HonoDelLoce 8 år siden

Riqon (11) skrev:
#10 -

Klart - jeg tænkte bare, siden det var samme person, som skrev anmeldelsen.


Jo jo, og jeg kan også sagtens forstå den tankegang :)

Men det ser jo selvfølgelig bedre ud, jo flere nyheder man kan få smidt på forsiden om dagen ;)
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Gravatar

#13 Morten Vejlgaard Just 8 år siden

#9 At de andre medier ikke dækkede X-Men ret grundigt? Det var svært at vide, da anmeldelsen blev skrevet, men synes egentlig, det passer bedre i et debatformat :)

#10 Tjo, nu er Filmz meget simpelt bygget op - få ting, der ikke rammer forsiden. Men bryder du dig ikke om dette ene ugentlige oplæg til debat, så vil jeg anbefale at blokere tagget 'filmz mener' - det har vi udsendt formatet under lige siden, det startede op i 2013. Så slipper du :)
Gravatar

#14 HonoDelLoce 8 år siden

Morten Vejlgaard Just (13) skrev:

#10 Tjo, nu er Filmz meget simpelt bygget op - få ting, der ikke rammer forsiden. Men bryder du dig ikke om dette ene ugentlige oplæg til debat, så vil jeg anbefale at blokere tagget 'filmz mener' - det har vi udsendt formatet under lige siden det startede op i 2013. Så slipper du :)


Ganske fint forslag, som viser, at du ikke har læst, hvad jeg skriver længere oppe...

Jeg har intet imod Filmz Mener generelt. Faktisk synes jeg, at det er en glimrende metode hvorpå man kan sætte fokus på ting, der reelt er noget substans i.

Men Filmz Mener virker bare ofte til ikke at være decideret debat-oplæg, men mere ala et blog-indlæg, hvor en person har brug for at lufte ud i sine tanker. Som for eksempel dette indslag, hvor det mest af alt virker som om man føler sig trådt over tæerne af, at X-Men ikke får nok opmærksomhed, fordi den falder samtidigt med andre film, der måske interesserer mere.

Samtidigt er det ved at være noget af en udvanding at sige, at X-Men har mere på hjerte end underholdning. Jo jo, der er fokus på ligestilling og blablabla - men det har der vel været i alle X-Men-filmene til dags dato. Det kan da ikke undre, at det ikke får spalteplads?

Så for at svare dig på dit indlæg, så bryder jeg mig faktisk ret godt om et ugentligt oplæg til debat - men det er det bare ofte ikke...
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Gravatar

#15 Morten Vejlgaard Just 8 år siden

HonoDelLoce (14) skrev:
Samtidigt er det ved at være noget af en udvanding at sige, at X-Men har mere på hjerte end underholdning. Jo jo, der er fokus på ligestilling og blablabla - men det har der vel været i alle X-Men-filmene til dags dato. Det kan da ikke undre, at det ikke får spalteplads?


Det virker til, du er uenig i blog/debat/holdnings-oplægget, hvilket vel ofte er en central ingrediens i en debat?

Men skal gerne spidse debattonen mere markant fremadrettet, så der ikke er tvivl.

Vi forsøger at dække debatten bredt: Andreas skrev om midnatsvisninger, Johnny om forholdet mellem film og instruktør, Johan om 3D og jeg bl.a. om filmforlig og streaming.

Og jo, så synes jeg personligt, det kan undre, at en avis som Information slet ikke anmelder filmen, som eneste premierefilm i ugen, ret markant af en landsdækkende avis, synes du ikke?
Gravatar

#16 Riqon 8 år siden

Morten Vejlgaard Just (13) skrev:
#9 At de andre medier ikke dækkede X-Men ret grundigt?


Øh, eller at "X-men også er til hjernen"?
Var det ikke det, som var hovedpointen?
Det lyder da umiddelbart som en ting, der hører til i en anmeldelse?

Men ok, fair nok, jeg godtager, at du har en ny tillægspointe om, at det tilsyneladende bare er dig/Filmz, som besidder en hjerne, og at alle, der ikke deler din begejstring for filmen, derfor er nogle skurke:

"Afvises X-Men som luftige sommerpopcorn på forhånd [...] så er man ikke bedre end de uoplyste mennesker i X-Men-filmene. De er ude af stand til at sætte sig ind i noget anderledes (...) Det er sørgeligt at samme indskrænkethed lever i de store, etablerede medier."

Tillykke, Morten. Du må da føle dig svært priviligeret. Eller "Filmz" må.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#17 Cain 8 år siden

Måske de kunne blive bedre hvis folk evt kunne sende forslag ind til emner for "Filmz-mener"?
Is that my stomach or ypur Ambrocius?
Gravatar

#18 Morten Vejlgaard Just 8 år siden

#16 Argumentet hænger vel sammen - det var tanken, men det er åbenbart ikke lykkedes - må prøve bedre næste gang.

#17 Er altid meget, meget velkomne :)
Gravatar

#19 Riqon 8 år siden

Cain (3) skrev:
Opinion pieces og netflix reklame. Det går da godt nok tilbage for filmz.

Cain (17) skrev:
Måske de kunne blive bedre hvis folk evt kunne sende forslag ind til emner for "Filmz-mener"?


Nu er jeg ingen fan af dette "Filmz mener"-koncept (ser ikke helt dens funktion), men når det gælder nyhedsstrømmen i øvrigt, så er der helt sikkert flere brugere, der godt kunne bidrage lidt ved at benytte "indsend nyhed"-funktionen.

Jeg holdt selv op med at bruge den sidste år, efter jeg ikke fik mine nyheder godkendt, men da jeg gjorde det forrige uge, så tog de da imod mine forslag. Så vil da opfordre til at flere brugere gør det, og så vil jeg også selv gøre det - og hvem ved, måske redaktionen på Filmz så en dag vil slutte med at føle et behov for at "fylde" nyhedsstrømmen med irrelevante indlæg (som dette).

Jeg er, som det måske er kommet lidt frem på det sidste, ikke ligefrem begejstret for udviklingen på denne side, men jeg har været her for længe til bare at give op uden en egen indsats.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#20 Riqon 8 år siden

#18 - I mellemtiden tager jeg imod din anbefaling i #13 og blokerer tagget "filmz mener".
The only way to beat a troll is to not play their game.

Skriv ny kommentar: