Fans af Lynet, Bumle og alle de andre i Kølerkildekøbing skal glæde sig. De elskede karakterer vender nemlig tilbage – men i en noget anderledes format.
Verdens mest berømte racerbil har været på en vild tur gennem vaskehallen, og han er kommet ud på den anden side med et udseende, der nok skal få nogle af de gamle fans til at spærre øjnene op.
Siden 2006 har vi vænnet os til, at Lynet McQueen og vennerne fra Biler lignede noget, man rent faktisk kunne røre ved, men nu har Disney og Pixar altså besluttet sig for at skifte gear.
Den her franchise er gået fra at være en sød historie om venskab i en støvet ørkenby til at være en global pengemaskine, der sælger alt fra sengetøj til Crocs i milliarder.
Nu skal en helt ny generation af unger fanges ind, og det betyder, at lakken har fået en seriøs overhaling.
Farvel til de dyre detaljer og goddag til tykke streger
Pixar ryster posen med den nye serie Cars: Lightning Racers, der rammer Disney+ i 2027, og det bliver altså ikke i den sædvanlige stil.
De første billeder afslører et look, der er langt mere “tegneserie-agtigt” med tydelige streger og simplere former, end vi kender fra de originale film.
Det ligner faktisk mere de tegninger, man ser på legetøjspakkerne, hvilket giver ret god mening, da målgruppen er de helt små inde på Disney Jr.
Heldigvis vender Owen Wilson tilbage som stemmen bag Lynet, og Bumle lyder stadig som sig selv ( i hvert fald på original engelsk), så man kan i det mindste kende dem, når de åbner kølerhjelmen.
Glem alt om en Biler 4 lige foreløbig
Folk har jo gået og håbet på en stor biograffilm mere, men Disney gør det ret klart, at det her altså ikke er Biler 4. Serien fungerer mere som en udvidelse af det univers, vi allerede kender, fremfor en direkte efterfølger til film som Biler 2 og Biler 3. Man prøver tydeligvis at gøre tingene lidt mere friske og lettilgængelige for de nye fans, der måske aldrig har set den første film i biografen.
Succesen bag det her univers er helt vanvittig, når man kigger på tallene bag merchandise-salget. Den første film hev over 460 millioner dollars hjem og fik endda en Oscar-nominering, men det er de milliarder af kroner i solgt legetøj, der virkelig har gjort Lynet til kongen af Pixar.
Selvom det nye visuelle stilskifte måske kræver lidt tilvænning for os, der er vokset op med den “rigtige” Lynet, så er målet jo bare at holde hjulene kørende i mange år endnu. McQueen er stadig et af de største navne i Disney-butikkerne, uanset om han ser lidt mere tegnet ud end før.
Du kan se billeder af den kommende Cars: Lightning Racers her:










