Det er endelig officielt: Optagelserne til Nintendos længe ventede live-action udgave af ‘The Legend of Zelda’ er gået i gang.

Nyheden blev delt direkte fra Nintendos X-konto, hvor spilskaberen Shigeru Miyamoto samtidig afslørede de allerførste billeder fra filmen.

De tre first-look fotos viser Bo Bragason som Princess Zelda og Benjamin Evan Ainsworth som Link i et frodigt, naturligt landskab, der lægger op til en visuelt episk og eventyrlig filmatisering af spilserien, der har tryllebundet gamere siden 1986.

Filmen var oprindeligt sat til premiere den 26. marts 2027, men Miyamoto bekræftede for nylig, at datoen rykkes til den 7. maj 2027 af produktionsmæssige årsager. Sony står for distributionen.

Instruktørstolen er overtaget af Wes Ball, der senest stod bag ‘Kingdom of the Planet of the Apes’. Han instruerer efter et manuskript af T.S. Nowlin, som overtog opgaven fra Derek Connolly (‘Jurassic World’). Producerholdet tæller Miyamoto selv samt Avi Arad, mens Ball producerer gennem sit selskab Oddball Entertainment sammen med Joe Hartwick Jr.

Bo Bragason er kendt fra bl.a. Sundance-hittet ‘Censor’ og serien ‘Renegade Nell’. Ainsworth har tidligere medvirket i Guillermo del Toros ‘Pinocchio’, ‘The Haunting of Bly Manor’ og ‘Everything’s Going to Be Great’.

Filmen følger den klassiske Zelda-fortælling, hvor den unge kriger Link må slå sig sammen med Princess Zelda for at bekæmpe den tidligere krigsherre, nu dæmonkongen, Ganon og redde Hyrule fra undergang.

Spilserien er en af Nintendos mest ikoniske og succesfulde – med over 150 millioner solgte eksemplarer på tværs af generationer og konsoller. Blandt højdepunkterne finder man ‘Ocarina of Time’, der ofte nævnes som et af verdens bedste spil.

Nintendo har samtidig travlt på filmfronten. Næste år lander ‘The Super Mario Galaxy Movie’ i biograferne, med Brie Larson og Benny Safdie som nye stemmer i det populære univers.

Med de første billeder fra ‘The Legend of Zelda’ virker det tydeligt, at Nintendo sigter efter et episk live-action eventyr, der kan matche spilseriens legendariske status.

 



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: