Rian Johnsons populære Knives Out-univers vender snart tilbage, og nu er det officielt, at Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery får biografpremiere den 26. november, inden filmen udkommer på Netflix den 12. december.
Samtidig har Netflix frigivet en ny plakat, hvor Daniel Craigs ikoniske detektiv Benoit Blanc stirrer ned i en åben grav, omgivet af de mistænkte i hans nyeste sag.
Filmen bliver den tredje i rækken efter Knives Out (2019) og Glass Onion (2022). Denne gang får Blanc sin hidtil mørkeste sag, hvor et tilsyneladende umuligt mord ryster en lille by. Handlingen introducerer en række farverige karakterer, bl.a. spillet af Josh O’Connor, Glenn Close, Josh Brolin, Kerry Washington, Jeremy Renner, Mila Kunis, Andrew Scott, Cailee Spaeny, Daryl McCormack og Thomas Haden Church.
Benoit Blanc træder ind i en verden af præster, politikere, forfattere og musikere, hvor intet er, som det ser ud til. Da mordet skaber kaos i menigheden, må Blanc samarbejde med den lokale politichef (Mila Kunis) for at finde sandheden.
Instruktør Rian Johnson lover et mørkere og mere intens kapitel – men stadig med de uventede twists og den humor, der har gjort serien til en global succes.
Herhjemme får filmen begrænset biografpremiere.