Vi har endelig fået den første stilfulde og stjernespækkede trailer til Ridley Scotts “House of Gucci”.
Den legendariske instruktør har siden sin spillefilmsdebut “The Duellists” stået bag en håndfuld tidsløse klassikere — heriblandt “Alien”, “Blade Runner”, “Thelma & Louise” og “Gladiator”. Bliver “House of Gucci” den næste?
Læs også: “Ridley Scott producerer “Alien”-serie for Disney”
Den kommende film er inspireret af den virkelige, intense og blodige historie om Gucci-imperiet. Gennem tre årtier følger vi modefamilien med fokus på Lady Gagas Patrizia Reggiani, og hvordan hun planlagde at få myrdet sin eksmand, Maurizio Gucci, spillet af Adam Driver.
En Ridley Scott-film er bestemt ikke noget at kimse ad, så selvfølgelig har instruktøren endnu engang fået samlet sig noget af et stjerneensemble. Navnene, der nærmest alle skriger ‘Oscars, here we come!’, inkluderer foruden Driver og Gaga nemlig Jeremy Irons, Al Pacino, Jared Leto og Salma Hayek.
Den MGM-producerede “House of Gucci” er ikke den eneste Scott-film, der får premiere senere i år. “The Last Duel”, der ligeledes har Adam Driver på rollelisten — denne gang sammen med Ben Affleck, Matt Damon og Jodie Comer — har premiere den 14. oktober i år og har netop også fået sin første trailer.
“House of Gucci” kan vi glæde os til at se den 2. december.