Hvad der dengang blev kaldt for en perfekt sammensmeltning af ‘Inderst Inde’, ‘My Neighbor Totoro’ og ‘Brødrende Løvehjerte’, kan stadig ti år senere give os lyst til at kramme vores nærmeste endnu hårdere – for vi ved ikke om det bliver sidste gang.
I den perfekte verden behøvede vi ikke at lave årlig Knæk Cancer-indsamling – for i den perfekte verden eksisterer den rædselsfulde sygdom ikke.
Og desværre er børn ikke alene nogle af dem der skal sige farvel til familiemedlemmer der taber kampen til cancer, men ofte er verden så uretfærdig at selv de yngste af dem får konstateret sygdommen.
Og alle sørger på forskellige måder. Nogle benægter, andre skjuler det med humor. Måske hjælper det at snakke med nogen om det, eller også skal der bare slås løs på en boksepude. Faktum er at der ikke findes en perfekt løsning. Men noget alle kan blive enige om, er at der absolut intet galt er i at lade følelserne så frit løb.
Det er en vigtig lektie især børn har brug for at høre – hvis ikke fra os, så måske fra film. Og heldigvis udkom der i 2016 netop den fortælling, som mange børn har brug for at høre.
Konfrontation som børn kunne forstå
Ti år er gået siden premieren, men Syv Minutter over Midnat (original engelsk titel, A Monster Calls) har ikke mistet sin gennemslagskraft. Filmen står stadig som en af de mest markante fortællinger om sorg og sygdom rettet mod et ungt publikum – uden at tale ned til nogen.
Historien følger drengen Conor, der lever med sin mors kræftsygdom. Midt i det hele dukker et gigantisk træmonster op og fortæller historier – ikke for at trøste, men for at presse ham til at konfrontere det, han helst vil undgå.
Filmen adskiller sig ved ikke at tilbyde nemme løsninger. Fantasien fungerer ikke som flugt, men som en måde at forstå noget, der er svært at sætte ord på.
Sammenlignet med store fortælletraditioner
Ved udgivelsen trak flere anmeldere paralleller til både Studio Ghibli, Pixar, og Astrid Lindgren.
Sammenligningen ligger i balancen mellem det eventyrlige og det alvorlige. Magiske elementer eksisterer side om side med virkelighedens brutalitet, uden at det ene ophæver det andet.
Fortællingen tager børn alvorligt – og det samme gør den med de følelser, den skildrer. Det gigantiske træ med Liam Neesons stemme ligner noget trukket direkte ud af Ringenes Herre eller Narnia, men den vise kæmpe er alt andet end en kriger – han er den ven, du ikke vidste du havde brug for, før tårerne presser sig på og du mangler en at omfavne.
Travis Topa – © 2016 – Focus Features
Modtagelsen af Syv Minutter over Midnat var overvejende positiv, da filmen ramte biograferne. Kritikere fremhævede især modet til at tage fat på emner som død, sygdom og skyld uden at forsimple dem. Filmen blev også bemærket for sin evne til at ramme både børn og voksne, netop fordi den ikke forsøger at gøre det svære lettere, end det er.
Lewis MacDougall bærer hovedrollen som Conor, mens Felicity Jones og Liam Neeson bidrager med tyngde i centrale roller.
De visuelle sekvenser, hvor monsterets historier folder sig ud, skiller sig særligt ud. Akvarel-inspirerede billeder giver filmen et udtryk, der adskiller sig fra mere traditionelle fantasyfortællinger.
Syv minutter over midnat bliver fortsat fremhævet i undervisning og samtaler om, hvordan man taler med børn om sygdom og død.
Fortællingen tilbyder ikke svar, men giver plads til spørgsmål. Netop derfor holder filmen stadig – også et årti efter premieren.
Syv Minutter over Midnat kan ses gratis på Filmstriben, og streames på HBO Max. Artiklen fortsætter under videoen.
Film målrettet til børn har det med at være den hjælpende hånd i opdragelsen, som de måske har brug for, uden at det føltes som forældre der skal prædike livslektier til dem.
Studio Ghibli gør det med finesse og elegance. De har sågar lavet en film der lærte de introverte, at der intet var galt med dem.
