Kodeordet er i alle tilfælde realisme. De fleste medvirkende er ikke professionelle skuespillere, og miljøerne er ikke skildret for syns skyld. Alt er så virkeligt, som det kan blive i filmmediet, og det er en fryd at blive indviet i et miljø, der så sjældent bliver præsenteret på det hvide lærred. Desværre er “10 timer til Paradis” ikke konsekvent i sine valg, og filmens ydre konflikt består af en mor, der er for ekstrem til at være helt troværdig. Heldigvis lider filmen ikke for meget under dette og fremstår i det store hele som et socialrealistisk værk, der stryger sine hovedpersoner med hårene, mens vi som tilskuere får det glatte lag for vores intolerance over for dem, der er anderledes end os.
#1 Zoracka 12 år siden
Jeg kunne rigtig godt lide kortfilmen [url= så det her er bestemt en film jeg skal se.
#2 RasmusFL 12 år siden
Og jeg tilslutter mig ovenstående - 'Dennis' var en glimrende lille film, så mon ikke også denne kan gøre det
#3 Djarnis 12 år siden