Den ægte kærlighed findes i Paradis

Vores fordomme bliver taget op til stærk revision i Mads Matthiesens socialrealistiske drama “10 timer til Paradis”, hvori den stille enspænder Dennis søger efter den store kærlighed i Thailand, hvor ægte kærlighed tit bliver forvekslet med simpelt begær.

Den 38-årige Dennis er professionel bodybuilder. Han ser ud som en slagsbror, men er som et lille barn indeni. Han bor hjemme hos sin kontrollerende mor og bruger det meste af sin tid på at løfte vægte i det lokale træningscenter. Men noget mangler. Efter at have overværet sin morbrors bryllup med en thailandsk kvinde, får Dennis en idé: Han vil også til Thailand for at finde den store kærlighed. Men intet er, hvad det ser ud til, og det, han tror, vil være et magisk land, der kan servere ham kærligheden på et sølvfad, lever i stedet af sexturister. Men lige så snart Dennis har opgivet håbet, møder han Toi, der er indehaver af det lokale træningscenter. Han forelsker sig i denne milde thailænderinde, og snart må han tilbage til Danmark, hvor han bliver nødt til at afskære sig fra sin tyranniske mor og begynde at leve sit eget liv sammen med sin nyfundne kærlighed.

“10 timer til Paradis” peger fingre ad vores fordomme og hylder tesen om, at det, man ser, ikke altid er, hvad man får. Dennis er et tatoveret muskelbundt og ligner dermed den stereotype slagsbror… En mand, man ikke skal komme op at slås med, som én af filmens personer siger i forbifarten, selvom vores hovedperson bestemt ikke er typen, man nogensinde ville forvente at se i hverken slagsmål eller tumult.

Samtidig tager filmen hånd om de lige så udbredte, forudfattede meninger omkring enlige mænd, der tager til Thailand. Ifølge “10 timer til Paradis” eksisterer denne fordom endda i landet selv, hvor hotelreceptionister ser det som en selvfølge, at Dennis har sexturisme i tankerne, da han ankommer til skranken. Heldigvis er “10 timer til Paradis” ikke en film, der gør uskyldige lam ud af de mænd, der tager til Thailand med netop det formål at have sex med purunge piger. Dennis’ onkel virker som en slesk og halvfedtet mand under overfladen, og turisternes typiske formål går da også sent op for Dennis, da han med et årvågent øje kigger rundt i den bar, hvor han tilbringer de første aftener, og ser en bunke halvgamle mænd med thailandske teenagepiger.

Det er netop denne form for nuanceret realisme, der gør “10 timer til Paradis” til en horisontudvidende oplevelse. Samtidig er det dejligt forløsende at se nogle anderledes typer i dansk film, der ikke altid har en kvik kommentar parat og heller ikke er skåret over en sikker skabelon – med undtagelse af Dennis’ mor, som spilles af Elisabeth Steentoft, der efterhånden har tilegnet sig patent på “dominerende mor”- rollen. Vi forstår ikke altid Dennis, men han er nem at holde af, og dermed har Mads Matthiesen skabt en hovedrolle, som måske endda er stærk nok til at gøre vi danske biografgængere til lidt mere tolerante mennesker. Når Steentoft som moderen falder igennem, er det, fordi hun netop skaber skår i den jordnære personramme, der ellers er en af filmens største styrker. I en film, hvor realisme er så vigtig, er det ærgerligt og en smule sært, at en karakter figurerer, der er noget så karikeret som en herskesyg og dominerende heks af en mor.