Lige fra starten af “2:37” ved man, hvad den vil ende med – et selvmord. Dette giver filmen en dramatisk indgangsvinkel samtidig med, at det også skaber spænding om, hvem det er, som ender med at tage sit eget liv. Spændingen intensiveres i takt med handlingen, og topper da det barske og smertefulde selvmord finder sted.
“2:37” kunne let være blevet en rodet og halvkedelig affære, da fortællerstilen kunne være blevet for flyvsk og handlingen for omfangsrig på grund af de mange hovedpersoner. Heldigvis er det ikke tilfældet. Det er lykkedes for Muralli K. Thalli at udelukke det overflødige fra handlingen og samtidig påføre den en god struktur. Samtidig har han fået spænding og dramatik til at gå op i en højere enhed, hvilket gør “2:37” til en fremragende og bevægende men også en meget smertefuld film.
#11 Skeloboy 14 år siden
Klokken er 2:37 på den australske high school. En person hører en lyd fra et aflåst toilet, og der løber blod ud. En tragedie er sket. Men hvem er det?
Vi følger seks personer fra starten af en tilsyneladende dag. De er forskellige, og nogle har relationer sammen. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Der er ikke noget atypisk eller overdramatiseret, og historierne er nede på jorden. De illustrerer meget godt, hvad en teenager har af problemer. Der er en vis lighed med Elephant, men begivenhederne er lidt mere konstrueret her. Med det mener jeg, at de ting der sker her, sagtens kan ske i virkeligheden, men at det er passet ind til filmens korte tidsrum. Fællesnævneren er, at de alle er kandidater til at være den person, der valgte at skære sin pulsåre over kl. 2:37.
Kameraet står sjældent stille, men følger de forskellige personer rundt. Fokus skifter hele tiden til en anden person, og der er et konstant flow. Der er overlap, hvor noget af handlingen foregår udenfor skærmen, men man ser det efterfølgende fra en anden persons vinkel. Det er ikke altid, man kommer i dybden med historierne, men det gør ikke rigtig noget. Det fantastiske ved de seks personer er, at de ikke er en-dimensionelle. De er bygget op over nogle bestemte typer: sportsfreaken, den hashrygende rebel osv., men de indeholder meget mere end det.
Der er sort/hvide-klip, hvor personerne fortæller om deres følelser. Det er en ret smart måde at komme ind i deres tanker på uden at skulle bruge lang tid på at opbygge en karakter. Jeg synes, det virker ganske godt. De fungerer som en slags metafotælling.
Det er selvsagt ikke en glad film, men den er godt skruet sammen og den er yderst realistisk. Over det hele ligger der et foruroligende og sørgeligt soundtrack, der bidrager med en intens spænding og en tragiske tone. Det er en blanding af dette [url= klaverstykke[/url] og en form for ambient blandet med stemmer. Jo længere hen man kommer, og jo mere man lære personerne at kende, jo mere tragisk bliver det også, og man håber inderligt på, at starten af filmen bare var en fantasi. Men der er ikke noget fantastisk i filmen. Den er dybt deprimerende. Det er absolut en film, der er værd at se!
9/10