Den 22-årige Murali K. Thalluri har med sin debutfilm, “2:37”, skabt et drama, der fokuserer på det kontroversielle og alt for oversete emne; selvmord. Set igennem øjnene på en flok high school-elever skildrer han, at livet som teenager ikke er så enkelt, som det ser ud til på overfladen og hvilke tragiske konsekvenser, det kan medføre.

Vi er i en skolegård kl. 14.37, da en elev findes på et aflåst toilet med pulsåren skåret over. Et selvmord. Tiden skrues tilbage til starten af dagen, da syv elever alle er på vej til, hvad der ligner en helt almindelig skoledag. Her møder vi en række skæbner: Marcus (Frank Sweet), som er en af skolens bedste elever, men hvis seneste karakterer ikke har levet op til forventningerne, og hvis drøm om at blive en succesfuld advokat så småt begynder at krakelere; Marcus’ søster, Melody (Teresa Palmer), som er blevet gravid efter at være blevet voldtaget; og Steven (Charles Baird), som lider af fysiske handicap, der gør, at han hver eneste dag bliver gjort til grin og ydmyget af resten af skolen.

Den populære Luke (Sam Harris) prøver at skjule sin homoseksualitet samtidig med, at han kommer sammen med en af skolens mest populære piger, Sarah (Marni Spillane), der i al hemmelighed lider af bulimi; Sean (Joel Mackenzie) er derimod sprunget ud af skabet, og ryger sig dagligt skæv for at holde livet ud; og den anonyme Kelly (Clementine Mellor) er plaget af sine depressive tanker.

I “2:37” vises de samme begivenheder fra flere vinkler på samme måde, som det er tilfældet i Gus Van Sants “Elephant”, der også udspiller sig på en high school. I det hele taget kan der findes adskillige ligheder imellem “Elephant” og “2:37”. Udover fortællestilen læner “2:37” sig også op af “Elephant” hvad angår kameraføring samt den musikalske lydside. Det gør dog ikke så meget, da det passer godt ind i filmen. Kameraføringen giver en følelse af at være nærværende, når man tages på trackingture igennem skolens områder, og filmens score, som er præget af klassiske kompositioner, er med til at underbygge filmens stemning.

Noget, der til gengæld adskiller “2:37” fra “Elephant”, er skuespilpræstationerne, som fortjener stor ros. På trods af, at alle hovedpersonerne, på nær Teresa Palmer, debuterer som filmskuespillere i “2:37”, så formår de at spille deres roller utroligt flot. De får opstillet et meget alvorligt men alligevel passende ansigt til deres roller, hvilket giver deres karakterer dybde, og skaber en større troværdighed omkring filmens handling.

Handlingen på skolen bliver fra tid til anden afbrudt af interview-lignende videosekvenser, hvor de forskellige hovedpersoner fortæller om sig selv, og de tanker de går rundt med. Disse sekvenser forsøger at give filmen et dokumentarisk islæt, så begivenhederne på skolen kommer til at virke autentiske. Det lykkedes dog først i slutningen af filmen, men på trods af den delvis manglende effekt, så er disse sekvenser alligevel en berigelse for filmen, da man igennem dem kommer ind under huden på hovedpersonerne, og får en dybere indsigt i deres personlighed.