“37” virker som et forsøg, der ikke når frem til et helt gangbart resultat. En opsplitning i to halve; et køligt registrerende, regelbundet voksenfokus og en hypersensitiv vinkel i øjenhøjde med forvirrede børn. Begge halvdele lader mig, der kigger med, lidt i stikken, så man ender mere fortumlet end følelsesmæssigt påvirket. Puk Grasten og “37” er måske et stykke amerikansk import, vi først lige skal forstå. Og som nogen engang vil sige, ligesom med jazz-musik, japansk filterkaffe og Lena Dunham, at de kendte, før det blev cool.
