Usynlig i New York

Det er uden de store fanfarer, at Puk Grasten debuterer som både instruktør og manuskriptforfatter med “37”. Vi er jo ellers vant til, at hverken Susanne Bier eller Mads Mikkelsen kan slå en prut i Hollywood, uden den bliver hørt i Hobro. Det kildrer den nationale selvforståelse, når danskere har noget at lave i det store Amerika. Når de opdager noget, vi kendte herhjemme, før det blev cool. Puk Grasten har taget den modsatte vej og startet karrieren derovre. Hendes første film, der, uden sammenligning i øvrigt, handler om at blive grusomt overset, er et ambitiøst og cool miljøportræt, som Harmony Korine eller Todd Solondz kunne skære det. Men også en stiløvelse man og Danmark lidt for nemt kan ignorere.

Titlen referer til de 37 mennesker, der alle valgte at ignorere Kitty Genoveses råb om hjælp, da hun blev voldtaget og myrdet en martsaften i 1964. Hændelsen er efterfølgende blevet et symbol på storbyens tiltagende råhed, menneskelige isolation og har endda fået et videnskabeligt navn: Genovese-syndromet. Grasten er ikke ude på at dømme, måske knap nok forklare, men sætter snarere sit kamera til at opfange et mylder af små scener, der skal vise en stemning af afmagt og summende kaos. De familier, der boede i samme etageejendom som Kitty Genovese, virker ikke afstumpede, blot mentalt udkørte og ude af stand til at tage vare på andre end de allernærmeste. Og ikke engang det.

Særligt børnene er i centrum. I den første halvdel skitseres skiftende grader af forældresvigt. Der er noget insisterende over måden det samme ubehag gentages på. Den ene lille drengs forældre tæller ned til endefuld med streger på køleskabet. Den lille piges mor er forsvundet, og hun er ladt alene med et par løgnagtige bedsteforældre. Den nytilflyttede afroamerikanske far skælder på sin søn for at vise ham, at verden er ubarmhjertig. Ingen af børnene ses eller høres rigtigt, kun af Grastens kamera, der går helt op i deres store, stirrende øjne næsten hele tiden.

En bagside ved nærbillederne er, at geografien i det kæmpemæssige byggeri ikke etableres som andet end nogle vældig ens gustne gange og skrællede vægge. Da Kitty Genovese, som i nogen grad også overses i karakteropbygningen, bliver overfaldet, er det simpelthen svært at forstå, hvor det foregår, og hvem der kunne have gjort noget. Børnene råber på deres forældre, de har åbenbart alle hørt eller set noget, men tids- og stedsangivelsen skrider, og kameraet går forvirrende ind i sig selv. Pludselig ligger Genovese død i en trappeopgang, og “37” slutter. I det heftigt klippede kaos forstår man måske godt de naboer, der slukker for hjernen og tænder for flimmerkassen for et minuts pause.

Det bliver et problem, at “37” fokuserer så meget på sit visuelle sug og bygningernes indbyggede uhygge, at beboerne ikke bliver andet end brikker, der rykker rundt. På forholdsvist veludforsket territorium: den vrede afroamerikaner med Cassius Clay-plakaten, den seksuelt frustrerede karrieremand med gemte pornoblade, den unge pige med tvangstanker. Grasten skriver mange fine replikker, men også en del, der drukner i overfloden. Der er en lang rolleliste, og de skal alle nå at have skudt nogle ord-klistermærker af sted. Alle i “37” skal være billeder på forstokkethed og egoisme, men så mange ignorante enetaler om egen fortræffelighed bliver altså lidt trættende.