Bag det fjollede lagen gemmer sig en mærkværdig film om liv og død, tid og sorg. Casey Affleck er et tidsrejsende fastelavnskostume, og det er lige så mærkeligt, som det lyder. Men på uforklarlig vis er jeg helt henført af det hvide spøgelse. Det kan godt være, at Lowery tyvstjæler en masse fra Terrence Malick. Men når mesteren ikke selv længere kan lave gode film, så er det fint, at der findes en dygtig discipel.