Malicks dygtige discipel

Det er Casey Affleck på plakaten. Med et lagen over hovedet. Den seneste Oscar-vinder i kategorien Bedste mandlige hovedrolle må siges at være lidt af et trækplaster for en lille, eksperimenterende indiefilm som “A Ghost Story”. Men instruktør David Lowery har altså gemt sin guldkalv bag et barnagtigt spøgelseskostume, der ligner noget, en forsømmelig forælder har bakset sammen på fastelavnsmorgen i al hast. Sådan ser han ud det meste af tiden. Hans karakter dør nemlig hurtigt i en bilulykke, hvorefter spøgelsesskikkelsen vandrer hvileløst gennem tid og rum. Det er en ødsel omgang med en af tidens bedste skuespillere. En tosset idé. Og en helt særlig film, der formår at gøre et vandrende lagen til en uforglemmelig karakter.

Instruktør David Lowery er fra Texas. Ligesom Terrence Malick, amerikansk films mystiske metafysiker. Og der er mange lighedspunkter mellem de to texanske filmskabere. David Lowerys fantastisk betitlede “Ain’t Them Bodies Saints” fra 2013 var et ekko af Malicks debutfilm, “Badlands” fra 1973. Casey Affleck og Rooney Mara spillede et par elskende outlaws med liv på samvittigheden, ligesom Martin Sheen og Sissy Spacek gjorde det i Malicks morderiske Bonnie og Clyde-fantasi. Men visuelt lignede Lowerys film mest af alt de senere års Malick-værker, der har været kendetegnet af samarbejdet med den mexikanske filmfotograf Emmanuel Lubezki. Også Malicks berømte tusmørkebilleder fra “Days of Heaven” spøgte i baggrunden. Lowery kan ikke løbe fra sin gæld til forbilledet.

Heller ikke i dette tilfælde. Malick og Lubezkis første samarbejde var den vanvittigt ambitiøse “The Tree of Life” fra 2011, der også er en klar åndelig forfader til “A Ghost Story”. I “The Tree of Life” sendte et dødsfald publikum på en kosmisk rejse tilbage til altings skabelse. På jagt efter mening og trøst. Her tager Casey Affleck på en lignende færd. Den starter på hospitalet, hvor Rooney Mara identificerer sin mands lig. Lægen dækker den afdødes krop med et hvidt lagen. Mara går. Kameraet bliver hængende. Længe. Pludselig rejser lagnet sig fra sengen. Porten til det hinsides står åben. Men Affleck vender ryggen til evigheden og sætter afsted mod det hus, hvor han levede med sin kone.

Den korte rejse i rum bliver snart til en lang rejse i tid. Af og til går det langsomt. Som når Rooney Mara i en 4-5 minutter lang scene sorgspiser en hel tærte siddende på køkkengulvet, mens spøgelset ser magtesløst til. Men pludselig går tiden hurtigt. De levendes liv går videre. Mara flytter, men spøgelset sidder fast. Nye beboere kommer og går, indtil det lille hjem rives ned for at give plads til et højhus. Pludselig er vi tilbage i tiden, hvor nybyggere slår sig ned på den lille plet jord, der flere hundrede år senere bliver Afflecks sidste hjem.

Fortid, nutid og fremtid væver sig ind i hinanden. Slår knuder på sig selv. På et tidspunkt dukker sangeren Will Oldham op i rollen som en eksistentialistisk party pooper, der kvæler en fest med en lang monolog om altings forgængelighed. Det er netop den fornemmelse, som “A Ghost Story” giver. Det korte liv og den lange død i tidernes uendelighed. Men i en sært fortrøstningsfuld tone. Og så har Lowery endda fundet en visuel stil, der ikke er lånt fra idolet Malick. Det er ofte lange, statiske indstillinger. Billedformatet er kvadratisk med afrundede hjørner. Det ligner noget fra en anden tid. Men om det er fortid eller fremtid – det er svært at sige.