Filmens minimalistiske udformning vækker minder om 70’ernes film, og det er ikke mindst fristende at se Clooneys karakter som en slægtning til Jean-Pierre Melvilles tavse storbysamuraier. Sådanne film bliver ofte beskyldt for at være stil over substans, men med en mindre overfladisk synsvinkel har de snarere skåret alle de detaljer væk, som i bund og grund alligevel er ligegyldige. Ligesom dræberen selv ankommer filmen med knusende ro til sin logiske konsekvens uden at miste fokus eller ryste på hånden, og det er svært at være andet end imponeret over Corbijns træfsikkerhed. Med “The American” og “Control” har han nu lavet to stilsikre pletskud i træk.
#11 filmz-ab 13 år siden
Godt at se dig (allerede) tilbage, Bruce :-)
#12 filmz-Titta Di Girolamo 13 år siden
#13 filmz-ab 13 år siden
Don't bullshit a bullshitter, man...Hvis du ikke vil findes, må du ikke efterlade tonsvis af beviser og spor :-)
#14 filmz-Titta Di Girolamo 13 år siden
#15 filmz-ab 13 år siden
Jeg er ikke sikker på om du er i stand til at tælle, når du her refererer til dit eget indlæg? :-) så måske er du igang med et remake Se7en :-)
#16 filmz-Titta Di Girolamo 13 år siden
#17 RasmusFL 13 år siden
Startsekvensen i Sverige er en af de mest elegante openings jeg mindes at have set til nogen film meget, meget længe. Billederne, stemningen. Man aner at en klassefilm lurer om hjørnet.
Corbijn arbejde med en ro i billederne, der simpelthen bare giver 'The American' sin klasse. Han tør dvæler ved George Clooneys ansigt og Clooney kan bære det. Der er så mange subtile finesser i hans spil at jeg aldrig stoppede med at blive imponeret. Særligt slutscenen skar ikke blot i hjertet, men viste virkelig en skuespillerpræstation af højeste karat.
Ellers er jeg uendelig vild med filmens spil mellem Jack og kvinderne i hans liv. Uden tyk symbolik eller verbale forklaringer fortæller Corbijn via. steder, blikke og underligt intense situationer en historie om maskulin lidelse, der går rent ind, og samtidig lever videre i erindringen længe efter sin slutning.