Jeg havde fornöjelse af at se filmen i en lille biograf i Hamburg med origenal tale, heldigvis. Jeg fandt den tilbagelänede stil som et kärkomment afbräk fra bäde Bond og Bourne. Nok er jeg mest til aktion film, men film som The American skal man ikke snyde sig selv for. De giver en lidt at funderer over efter rulleteksterne.

Jeg fandt den desværre absurd kedelig. Jeg har intet imod film der er "tilbagelænede" (som Kviesgaard skriver), men når en film har en plotudvikling så langtrukken, at man kunne skære 30 minutter af spilletiden uden at ændre frygtelig meget på filmens pace, så er der noget galt. Jeg blev helt søvnig af at kigge på George Clooney, hvis ansigtsudtryk er fastlåst igennem hele filmens spilletid - lidt som man er vant til med Keanu Reeves.

Jeg gav den 2/6 da jeg fandt Violante Placido uimodståeligt fræk! :)

Jeg vil nu sammenligne den med Le Samurai, udfra hvad jeg har set, så jeg glæder mig til og se den.

Jeg er forberedt på hvad jeg skal se... næsten jeg ved hvertfald det ikke handler om action.

Absolut suveræn film, der rummer mere end som så, hvis man lige giver den tid og rum til at udfolde sig. Det er tilmed en fantastisk skildring af en sammenbidt mand, der søger udflugt, og ny mening med tilværelsen, og det portrætteres sublimt af Clooney, selvom han måske ofte har de samme udtryk, men hans ansigt passer perfekt ind her. Fotograferingen er afsindig flot, og man bliver grebet af filmens kolde stemning lige fra det første isende billede (åbningsscenen er i særklasse). Filmen har en tilpas spilletid (under to timer) og selvom den dvæler ved detlajer, så fandt jeg ingen af scenerne overflødige. Det er en langsomt (men ikke for langsomt) drevet karakter film der skildrer tomheden, kynismen men også en film om at genfinde sig selv - den er bestemt ikke uden spændingsmomenter, ta' ikke fejl. Filmens symbolik er smukt. Cool film, der tåler mange gensyn.

Må lige give mit besyv med her, når jeg har muligheden herfor og der er tale om den suverænt bedste film fra Hollywood indtil videre i år. Jeg har dog "genbrugt" fra andet sted :)

Når man som relativ uprøvet instruktør i spillefilmsbranchen laver en thriller så drænet for unødvendigheder, kunne man hurtigt fristes til at finde på diverse spydigheder, hvor ord som kæphøj og selvsikker indgik i en ikke rosende kontekst. Godt nok har Anton Corbijn den stærke engelske Control bag sig, men at bevæge sig fra et instruktørliv i musikbranchen som 55 årig og få chancen for at arbejde med George Clooney, der er godt nok et stykke vej. Selvom jeg nok startede synet ud med den indre jantelovs stemme, blev jeg langsomt revet med ind i den ganske enkle og i filmhistorisk øjemed traditionelle fortælling om den professionelle lejemorder, hvis synderegister er ved at indhente ham i både fysisk og psykisk forstand. Mere behøves der ikke at blive fortalt, for som sådan, er historien ganske banal. Det kan jeg dog garantere for, at eksekveringen langt fra er.

Formentlig vil den nøjsomme udnyttelse af lyd, den beherskede brug af løbsk kamera, samt de detaljerede personportrætter, lægge en solid dæmper på majoriteten af publikums ekstase. Således oplevede vi ihvertfald stemningen efter tæppefald. Men der var i den grad mening med galskaben. George Clooney spiller den amerikanske hitman, som har søgt tilflugt i lille italienske pittoreske by Castelvecchio. Med hvervet følger en professionel og distancerende facade, hvor de kølige beregninger holder mennesker og følelser på afstand. Det er nemlig i denne branche ikke sund mad og kildevand, som adderer år til den forventede levealder. Men en lokal præst og en vidunderlig donna af en prostitueret italiensk skønhed formår på forskellig vis at komme under Clooneys barriere og uden fordummende udpensling rammer instruktør Corbijn en perfekt balanceret tone af menneskelig indsigt i forskellige situationer, som frembringer langt mere drama og intensitet end en simpel genre thriller normalt formår.

Jeg var absolut blæst væk af en vidunderlig filmoplevelse, som jeg formentlig vil værdsætte endnu mere ved næste gensyn, ikke mindst fordi det var særdeles uventet. Det er ikke kun den vidunderlige brug af virkemidler for at opbygge suspense jeg bifalder, men respekten for en genre, som sagtens kan vendes, drejes og genopfindes i forsøget på at presse citronen. Corbijn har gjort det uventede, taget klichéerne og fintfølende modeleret dem ind i en sluttelig meget rørende og menneskelig historie.

Flere af scenerne er så enkle i deres udførsel, men har man sanserne på plads og stopper klynkeriet over, at filmen er kedelig, vil man bemærke den professionalisme snigmorderen har på sin rygrad og som vil forblive ubemærket for de adrenalin hungrende.

Perle oplevelse, som filmisk gav mig associationer til stilen fra Paulo Sorrentinos hoffotograf Luca Bigazzi.

Sådan blæser man lige sidste års Oscar felt til atomer!

Film: 9/10