Bourne for viderekomne

“The American” er svær at kategorisere. Det er fremragende film ofte. Den temperamentsfulde trailer antyder, at der er tale om en traditionel thriller – en anskuelse, som tilsyneladende støttes af plakaten, der afbilder en alvorlig Clooney, som er i færd med at løbe ud af billedet med en skarpladt pistol i hånden. Men selvom “The American” i perioder er sindsoprivende spændende, føles det en kende unøjagtigt at betegne den som en thriller. Man kan til gengæld uden tøven betegne den som en af sidste års mest undervurderede og oversete film.

Jovist, “The American” har de skuddueller, dramatiske konfrontationer og tempofyldte løbeture, man normalt associerer med genren, men filmen har meget lidt tilfælles med den gængse, moderne thriller, og den føles mere beslægtet med de klassiske og selvsagt mere altmodische spændingsfilm fra 1960’erne – såsom Michael Caine-thrilleren “Lynaktion Ipcress” og Jean-Pierre Melvilles “Le samouraï”. Ligesom antiheltene i de to film er Jack i “The American”, spillet af George Clooney, en lavmælt enspænder, som er en mester i kunsten at dræbe. Men efter en tragisk episode i filmens første akt føler Jack tydeligvis, at han ikke kan bære at ofre mere af sin allerede skrøbelige sjæl. Han tager imod en angiveligt sidste opgave i en italiensk flække, men hans fortid indhenter ham.

Jack kunne let have endt som en usympatisk lømmel, hvis ikke Clooney havde fået en enorm anger til at lyse ud af øjnene på en mand, som langsomt, men stædigt kæmper sig frem mod lyset. Jack er nærmest en aldrende pendant til Jason Bourne – en afdanket lejesoldat, som nu søger fred og forladelse. D’herrer er endda lige tavse og forbløffende lærenemme. Ligesom i sine mange musikvideoer smører instruktøren, hollandske Anton Corbijn, tykt på med symbolik. Lidt for tykt – her med alt fra sommerfugle til religiøse tegn og bemærkninger. Men man behøver altså ikke alle de metaforer for at kunne forstå, at Jack søger syndsforladelse.

Filmen fungerer bedst, når Corbijn bare lader karaktererne føre ordet. Sjovt nok går der ofte mange minutter, hvor der ikke siges noget som helst, men det gør ikke spor, for Corbijn har samlet en stak fantastiske skuespillere, som forstår at kommunikere tusind ord med et enkelt blik. En af Corbijns største idoler er koryfæet Sergio Leone, som hollænderen hylder ved at vise et klip fra Leones majestætiske “Once Upon a Time in the West” på en bar, og ligesom Leone skildrer Corbijn det menneskelige ansigt som et landskab, hvor hver eneste grimasse fortæller en historie, og således får Corbijn formidlet et væld af følelser og informationer blot ved brug af smukke, simple nærbilleder. Hvor er det forfriskende at blive mødt med en tålmodig thriller, som tør dvæle ved detaljerne.

I kølvandet på pragtfulde præstationer i film som “Syriana”, “Michael Clayton” og “Up in the Air” brillerer Clooney endnu en gang her i “The American”. Kun et naturtalent som Clooney kan spille en stille, stoisk mand som Jack og samtidigt gøre ham så menneskelig, at man ikke kan undgå at holde af ham. Og den henrivende Violante Placido er det perfekte modstykke til Clooney i rollen som escortpigen Clara, som langsomt får Jacks iskolde skal til at krakelere. Man betvivler aldrig deres kærlighed til hinanden, og skurkene virker lige så reelle – her er ingen af de grumme, evigt leende slyngler, som James Bond-franchisen er kendt for.

Når der står action på menuen, leverer Corbijn også varen med stil – især en hæsblæsende spurt gennem landsbyens snævre gader tager kegler, og det er scener som disse, der virkelig får én til at savne Corbijns kreative indspark på MTV’s søvndyssende sendeflade. Men det er til at sluge, så længe instruktøren bliver ved med at diske op med så forrygende spillefilm som hans brillante debutfilm, “Control”, og “The American”.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. Dette er et af de bedste og mest celluloidagtige HD-transfers, jeg længe har set. Billedet er utrolig skarpt, men aldrig med edge-enhancement til følge. Den italienske landsby er spækket med gamle bygninger, og man kan se hver eneste lille sprække i deres affældige mure såvel som samtlige porer og skægstubbe på Clooneys ansigt. Farverne er kølige og naturtro, og kontrasten er upåklagelig. Filmen er spækket med dunkle skygger og nattescener, men intet går nogensinde tabt i mørket, og hverken snavs eller komprimeringsfejl optræder.

Audio

“The American” er overordnet set en meget stilfærdig film. Der leveres relativt få replikker, og der er langt imellem de forholdsvis korte actionscener, hvor kanalnetværket virkelig vågner op til dåd. Men når nu Jack er evigt årvågen over for sine omgivelser, er det ganske passende, at den auditive atmosfære er spækket med dæmpede lydeffekter, som ofte antyder, at der er fare på færde. Alt fra de mindste vindpust til fjern småsnak gengives med en exceptionel klarhed. Alle replikker og lydeffekter har en superb rumklang, Herbert Grönemeyers effektive musik folder sig godt ud i samtlige højtalere, og støj forekommer aldrig. Det er ikke et lydspor, som vil blæse dig ud af stolen, men det er uhyre stemningsfuldt og passer perfekt til billederne.

Ekstramateriale

Instruktør Anton Corbijn har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen. Han gennemgår nøje sine intentioner og skabelsen af de forskellige scener, og han holder sjældent en velfortjent hvilepause. Bemærk i øvrigt, at kommentarsporet befinder sig under menuens Setup-sektion. De medfølgende slettede/forlængede scener (samlet varighed: 6 min.) er udmærkede, men man savner dem bestemt ikke i filmen. Derudover er her én enkelt dokumentar, “Journey to Redemption: The Making of The American” (11 min.), som byder på en række gode, men meget korte interviews med skuespillerne og filmmagerne. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Den tavse dræber

Thrillere og spionfilm er en broget flok, men de fleste af James Bond- og Jason Bourne-typen har det tilfælles, at de prøver på at underholde os ved at kaste så mange adrenalin-pumpende sekvenser, vilde biljagter og hastige slagsmål efter os, at vi ikke har noget andet valg end at overgive os til de endeløse brag.

“The American” er imidlertid et værk af en ganske anden støbning, som vi ikke ser så tit længere, hvor spændingen og interessen i stedet opbygges gennem en tilbagelænet stil, hvori karakterer og stemning vejer langt tungere end action og plot.

Selve handlingen er enkelheden selv, man mange spørgsmål forbliver uafklarede og gådefulde. I stedet for at fylde os med en messe detaljer, er der skåret ned til det helt essentielle. Vi følger en indesluttet mand, som måske hedder Edward, måske Jack og sandsynligvis noget helt tredje. Han er selve definitionen på professionalisme. En snigmorder af den slags, som kan samle og bygge våben per instinkt, som kender alle regler og fif i branchen, og som har skåret alle følelsesmæssige bånd over. Om han er agent for CIA eller blot dræber for penge, ved vi ikke, men at han tager sin kodeks, som ikke tillader fejl, alvorligt viser sig hurtigt i filmens indledende scene, hvor han med iskold mine rydder op i alle løse spor.

Vores dræber spilles af George Clooney, der utvivlsomt er en af tidens mest karismatiske og charmerende skuespillere, men som spiller på helt andre tangenter end de sædvanlige i denne rolle. Han er i stedet en hul skal af et menneske, som næppe selv er klar over sin egen situation, men som mentalt er nået til vejs ende og gennem filmen må foretage en langsom pinefuld rejse tilbage for at generobre sin sjæl. En kaotisk episode i Sverige sender ham til en lille italiensk middelalderlandsby, hvor han hurtigt får en ny opgave.

Filmen er instrueret af den prominente portrætfotograf Anton Corbijn, som debuterede blændende med Joy Division-filmen “Control”. At Corbijn har en fotografs øje lader sig dårligt skjule, og filmen har en umådelig flot billedside med utallige bemærkelsesværdige kompositioner. Han udviser også en duperende ro i fortællingen, der ligesom vores morders våben samles med kølig præcision med øje for detaljerne. Fornøjelsen kommer ikke så meget fra overraskelserne i plottet, men mere fra at se Corbijn lade de forskellige dele glide langsomt på plads. Selve actionscenerne er fåtallige, men effektive, og i stedet efterlades man i en tilstand af anspændthed, mens Corbijn mesterligt opbygger stemningen. Til gengæld fremstår han mere usikker i sit symbolsprog, og ikke mindst de talrige henvisninger til sommerfugle bliver anvendt så klodset, at det næsten nærmer sig kitsch.