Lad dig ikke narre af filmens titel. “Amour” er langt fra en blødsøden og tårevædet omgang følelsesporno om den altoverskyggende kærlighed, der overvinder selv den uundgåelige død. I et uforsødet, stærkt portræt af kærligheden til livet og vores fornægtelse af kroppens uundgåelige forfald, foretager Haneke derimod et seriøst reality check på vores naive forestilling om døden og kærligheden.
Filmens hædersposition – den vandt ikke blot årets guldpalmer, men også i kategorierne ‘Bedste film’, ‘Bedste instruktør’, ‘Bedste kvindelige hovedrolle’ og ‘Bedste mandlige hovedrolle’ under European Film Awards – indkapsler smukt, hvor stærk filmen er. For her er en film, der skildrer noget, som nok aldrig vil blive skildret igen, og slet ikke på samme måde. Skuespillet gør det abstrakte møde med kroppens forfald og sindets fornægtelse ekstremt nærværende og tilgængeligt. Haneke har begået en opslugende virkelighedsnær og øjeåbnende beretning om kærligheden til livet og frygten for døden. En yderst livsbekræftende beretning, der inviterer til tænksomhed og erkendelse.
#11 Muldgraver 11 år siden
:D
#12 bjarke 11 år siden
#13 Snaden 11 år siden
http://politiken.dk/ibyen/nyheder/film/ECE1847585/...
Jeg bliver nødt til at tage ind og se den mellem jul og nytår...
#14 Ispep 11 år siden
Hold da op. Top stort set alle steder. Ja, det ses ikke så tit.
#15 sluppermand 11 år siden
#16 Muldgraver 11 år siden
#17 Snaden 11 år siden
#18 Snaden 11 år siden
Helt igennem mesterlig film fra Michael Haneke. Fremragende udført, og med fantastiske skuespil præstationer, især fra Jean-Louis Trintignant og Emmanuelle Riva. Stærke sager!
6/6
#19 jessup 11 år siden
#20 RasmusFL 11 år siden
I min verden er det her ikke Michael Haneke i topform
Den Haneke jeg elsker kan fastholde en scenes (stillestående) intensitet som ingen anden og beskrive menneskelige og sociologiske tendenser med en langsommelighed og grundighed, der smukt går hånd i hånd, uden at interessen svækkes.
Filmens første time fungerer noget nær perfekt og søsætter en historie, der trods yderst begrænset boltringsrum kan nå meget dybt i sine karakterer og sin fortælling, det fornemmer man, i den sædvanligvis grundige instruktion, skuespillernes enorme kvalitet, den subtile dialog, man mærker det.
Men jeg føler at Haneke bliver tilfreds med sin derfra igangsatte deroute og glemmer at forføre publikum med sin enorme filmintelligens, der kan vende scener 360 grader med selv de mindste detaljer, eller tvingende fastholde en interesse, der egentlig burde glippe, når repetitionerne og scenernes langdrag bliver det bærende middel. Visuelt virker filmen yderst tilfreds med at observere, og det er for så vidt fint når emnet er så nøgternt, men i det mindste savner jeg den frække klipning (det frækkeste klip var givet væk i traileren) eller lysten til at puste et filmisk liv i ellers hverdagskedelige (eller skulle man sige tragiske) situationer.
Det hele bliver et teater i en 1:1 hvor forfaldet insisterer så meget på realisme, at jeg på en eller anden måde hægtes af.
Jeg synes ikke Michael Haneke i nævneværdig grad løser den svære opgave, det er, at sætte to gamle mennesker i deres lejlighed og lade deres sørgelige nedtur udspille sig. Netop den opgave jeg grublede over hvordan den mesterlige auteur ville overkomme, da jeg første gang hørte om filmen. Hvordan vil man undgå det tørre og trøstesløse (nogle vil sige 'kedelige' og jeg er tæt på) og i stedet pirre publikum med dette kig ned i kærlighedens mørke? Jeg fik ikke svaret.
3/6
Mine favoritter af instruktøren er (i nogenlunde rækkefølge)
1 Kode ukendt
2 Det syvende kontinent
3 Pianisten
4 Funny Games (originalen)
5 Det hvide bånd
Og den fremragende 'Caché' siger noget om mandens såkaldte bundniveau