“Amour Fou” er en slags rom-com-kammerspil om død, kærlighed og den sarte kunstnersjæls latterlige narcissisme. Trods sin tragiske historie er det ikke en følelsesmæssigt overvældende filmoplevelse. Instruktørens kliniske stil formår til gengæld at fremhæve det groteske i Heinrichs jagt på en selvmordspartner, så man til sidst må trække på smilebåndet. Hvem siger, at en tysksproget film om et dobbelt selvmord i 1800-tallet ikke kan være sjov?
