Amour Fou
Udgivet 28. jul 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Vores kultur bugner af fortællinger om overfølsomme kunstnersjæle, der føler sig så fremmede og misforståede i verden, at de til sidst tager deres eget liv. Fra Vincent van Gogh til Kurt Cobain er kunstnere, som har taget deres eget liv, blevet genstand for en mytologisering og er derigennem blevet ufrivillige rollemodeller for den forskruede tanke, at en sand kunstner er en lidende kunster. I Jessica Hausners “Amour Fou” får den fortærskede, romantiske kunstnermyte en skarp tragikomisk genfortælling med den tyske digter Heinrich von Kleists dobbelte selvmord med Henriette Vogel som omdrejningspunkt.
Heinrich vil nemlig ikke blot begå selvmord. Han vil begå selvmord med en anden. Han søger en partner, ikke i livet, men i døden, som han udtrykker det. En kvinde, der er villig til at give afkald på sit liv for at tage del i hans død. Han ser helst, at det bliver den fornemme Marie. Men hun afviser hans mærkværdige forespørgsel med en hånlig latter. Derfor vender han sin opmærksomhed mod den gifte Henriette, i hvem han aner en sensibilitet, der måske gør hende værdig som dødspartner. Den groteske jagt på en kvinde, der er villig til at gå i døden med ham, er komisk i den måde, den udstiller det banale og selvoptagede i det, som Heinrich selv betragter som en ophøjet og idealistisk handling.
Jessica Hausner betegner selv “Amour Fou” som en romantisk komedie. Det er netop det romantiske, der er det komiske. De store følelser fremstår latterlige, når de betragtes med Hausners kølige blik. Og det er faktisk befriende, at mytologien om den lidende kunstner for en gangs skyld pilles fra hinanden uden skyggen af ærbødighed. Selv om den tyske romantik efterhånden er blevet ganske altmodisch, så lever bevægelsens kunstnermyte videre i bedste velgående. Se bare “Cobain: Montage of Heck” fra tidligere i år, hvor vi bl.a. møder Kurt Cobain som et ensomt, lidende, genialt, men overfølsomt gemyt, der i sidste ende var for sart til denne verden. I “Amour Fou” er det snarere den ensomme Henriette, der er den tragiske skikkelse. Hun lader sig forføre af Heinrich romantiske selvmordspladder, som giver en slags mening til hendes meningstomme tilværelse.
“Amour Fou” er en slags rom-com-kammerspil om død, kærlighed og den sarte kunstnersjæls latterlige narcissisme. Trods sin tragiske historie er det ikke en følelsesmæssigt overvældende filmoplevelse. Instruktørens kliniske stil formår til gengæld at fremhæve det groteske i Heinrichs jagt på en selvmordspartner, så man til sidst må trække på smilebåndet. Hvem siger, at en tysksproget film om et dobbelt selvmord i 1800-tallet ikke kan være sjov?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet