Det kan godt være, vi alle sammen lyder ens i Charlie Kaufmans ører. Men hans egen, unikke stemme fornægter sig ikke. Den bliver kun finere, efterhånden som den bliver bedre til at dossere sine særlige virkemidler. I “Anomalisa” klinger den melankolsk og afdæmpet, modsat den overanstrengte skævhed i ” Synecdoche, New York”. Men stadig umiskendelig Kaufman. Et enestående filmindivid.
