Charlie Kaufman taler stadig med sin helt egen stemme

Enhver kunde er et individ, siger kundeserviceguruen Michael Stone fra talerstolen ved en kedelig konference for call center-ansatte, hvor han er den store stjernetaler. Enhver kunde er en særegen person, der adskiller sig fra alle andre ved netop at være sig selv. Unik og uerstattelig. Eller hvad? Ordene føles falske, for der er ikke meget i Charlie Kaufmans dybt originale stop motion-dukkefilm, der underbygger den påstand. Tværtimod. Alle i verden lyder ens. Mænd, kvinder, børn – alle er stemmelagt af skuespiller Tom Noonan. Alle bortset fra Michael Stone – og en genert teamleder fra kundeservice-afdelingen på en kagefabrik. Anomalien, Lisa.

Sammen med dukkeføreren Duke Johnson har instruktør og manuskriptforfatter Charlie Kaufman skabt et eksistentielt mareridt af en dukkefilm, der er den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre værdig. Kaufman har tidligere skrevet manuskript til skævt tænksomme film som Spike Jonzes “Being John Malkovich” og Michel Gondrys “Evigt solskin i et pletfrit sind”. I 2008 debuterede han så som instruktør med den rablende ambitiøse “Synecdoche, New York”, som, overlæsset med skæve indfald, var faretruende tæt på at få slagside og kæntre. På den måde spejlede den fint sit emne: En teaterinstruktør, der vil iscenesætte en gigantisk, uendelig forestilling om sit eget liv. Liv og kunst, virkelighed og fiktion folder sig ind og ud af hinanden. En sindrig konstruktion. Gal og umulig, men respektindgydende i sin storladne ambition.

I “Anomalisa” er Kaufman mere kontrolleret. Mindre. Men ikke mindre filosofisk. Eller mindre mærkelig. For der er altså tale om en dukkefilm om noget så tungt som eksistentiel ensomhed. Det er ikke bare den ensomhed, der kan melde sig, når man er alene. Det er dybere. Det er tanken om, at det er umuligt nogensinde at kende et andet menneske for alvor. Nærhedens umulighed. Kan man nogensinde finde ind til det, som gør ethvert menneske til individ? Michael Stone er ved at miste troen. Alle taler ens. Tom Noonan gør intet for at give alle sine karakterer skyggen af særpræg. Det er et originalt greb, der illustrerer en gammelkendt eksistentiel bekymring: Hvordan kan man udtrykke det absolut personlige, når sproget ikke er personligt, men fælles, alment? Vi kan aldrig dele vores inderste med nogen. Fordømt til ensomhed.

Det er alt sammen meget komplekst og Kaufmansk krøllet. Men det, der gør “Anomalisa” meget bedre end Kaufmans instruktørdebut, er de to meget menneskelige dukker i fortællingens centrum. Michael og Lisa, stemmelagt af David Thewlis og Jennifer Jason Leigh. Ensomme eksistenser, der aner muligheden for at trænge helt ind til hinanden på en fordrukken nat på et dødsygt hotel i Cincinnati. Michael er gift, har en søn, men er desperat ensom. Lisa har været alene i otte år. Hun er genert og selvudslettende. Men hun har sin egen stemme. Da Michael hører hende tale gennem døren på sit hotelværelse, styrter han ud for at finde hende. Han har hørt et individ. En personlighed. Og han forelsker sig på stedet.

Det fører bl.a. til en meget lang, overraskende rørende, elskovsscene mellem to dukker, som føles mere menneskelig end det meste af den kødelige omgang mellem skuespillere af kød og blod, der finder vej til biograflærredet i disse tider. I den mest markante sexscene siden “Adèles liv” overskrider karaktererne deres dukkeskikkelser og bliver unikke menneskelige skæbner. Tegnet med en følsomhed og empati, der ikke står tilbage for noget hudhylster fyldt med kød og knogler. “Anomalisa” er en lille kærlighedshistorie om kærlighedens (u)mulighed. En typisk Kaufman-konstruktion – men denne gang med et bankende menneskehjerte i midten. Hans bedste som instruktør.