Det er Hirosama Yonebayashi, der som instruktør debuterer med denne film, og han lægger sig sikkert ind i Hayao Miyazakis store arv. I forhold til de bedste Miyazaki-film mangler man dog en smule af de små skævheder og gale indfald, der gør film som “Chihro og heksene” og “Min nabo Totoro” til så unikke værker, men samtidig formår filmen dog til fulde at finde på nok sjove og uimodståeligt nuttede indfald til, at man ikke kan undgå at lade sig charmere til op over begge ører. Først og fremmest er dette dog en fortælling om overgang og tab af uskyld, og da filmen melankolsk afrunder sin fortælling, er det nærmest umuligt ikke at føle et stort sug i maven, som følger én langt ud af biografen. Hayao Miyazaki har al mulig grund til at være stolt over sin elev.
#1 Skeloboy 12 år siden
#2 Neranders 12 år siden
"That's rough, buddy."
#3 Nicki52 12 år siden