Charme i stride strømme

Hvis den fornøjelighed, der flyder ud af “Arriettys hemmelige verden”, kunne hældes på flasker og sælges, så havde man en sikker vinder. Filmen er fra det selvsamme Studio Ghibli, der har stået bag Hayao Miyazakis mange perler, og hvis “Arriettys hemmelige verden” er en indikation af det niveau, de fortsat vil stå for, er der ingen risiko for, at herlighederne kommer til at standse lige foreløbig.

Filmen følger den lille Arrietty, der ikke er meget større end en smølf, og som bor med sin familie under et hus uden for Tokyo. Her har de små størrelser levet ganske ubemærket under gulvbrædderne i lange tider, uden at de to ældre damer, der bor i huset, har anet uråd. De små folk kaldes “lånere”, eftersom de i høj grad klarer sig ved at liste ting og sager ud af menneskernes besiddelse, og således kan en tørreklemme blive til en hårspænde og en knappenål til et sværd eller et klatretrin alt efter behov.

Arrietty selv er imidlertid kun lige på nippet til at træde ind i de voksnes rækker, så det bliver en skæbnesvanger begivenhed, da hun for første gang selv skal på låner-færd. I et uheldigt øjeblik taber hun en sukkerknald og bliver opdaget af drengen Sho, der er på besøg. Han lider slemt af en hjertesygdom, der gør det anstrengende for ham blot at træde ud af sengen, og han overvældes straks af nysgerrighed efter at finde ud af, hvem de små væsner dog kan være.

Den lille piges forældre advarer hende om, at det kan være særdeles farligt at omgås mennesker, men Shos gentagende venlige gerninger får langsomt Arrietty til at sænke paraderne, og en stor del af fornøjelsen ved filmen ligger da også i det spirende og rørende venskab mellem de to unge størrelser. En anden fornøjelse er selvsagt den visuelle side, der ligger i lige linje med Studio Ghiblis fortryllende høje standard. Filmen ser ganske enkelt forrygende ud, og man tager hurtigt sig selv i at suge de bløde pastelfarver i sig, som var de slik til øjet.

Den visuelle opfindsomheden gør også, at der leges frem og tilbage med perspektiver. Som publikum ved vi godt at drengen i sig selv er ganske harmløs, men set fra Arriettys synsvinkel kan han meget vel ligne et stort, frygtindgydende monster. Tegnerne giver liv og dybde til begivenhederne, og ikke mindst Arriettys første besøg i menneskernes verden, opad smalle gange og hen over lange rækker af stoppenåle, der tjener som trappetrin, er så opsugende, som var det en thriller. Selve fortællingen er på sin vis enkelheden selv, men samtidig antydes der dybder, som set fra en voksens perspektiv giver nogle mulige dystre nuancer. Er Sho netop i stand til at se de små væsner, fordi hans krop at ved at give op, og hans sjæl er på vej over i en anden verden?