“The Best Exotic Marigold Hotel” vil gerne være en livsbekræftende oplevelse, der inspirerer tilskueren til at overraske sig selv og søge nye udfordringer. Den vil gerne fylde sin ældre seer med fornyet energi og sin yngre tilskuer med en mere simpel glæde over tilværelsen. Dét i sig selv er en respektabel mission. Problemet er bare, at “The Best Exotic Marigold Hotel” er så hamrende ujævn, at den aldrig rigtig når ud over lærredet og bevæger sit publikum, og derfor bliver det umuligt at blive oprigtigt påvirket af en film, der vil så meget, men ikke helt ved, hvordan den skal nå det hele.