Gamle mennesker kan også have det rigtig sjovt!

Ovenstående lader til at være filmmagernes mantra her i “The Best Exotic Marigold Hotel”. Desværre kan filmens anden halvdel slet ikke efterkomme den første times potentiale, og filmen forvilder sig hurtigt ind i en gråzone, hvor man ikke kan kende forskel på alskens klichéer og simpel sentimentalitet.

I England sidder syv pensionister og har brug for lidt afveksling. Hver især finder de en hjemmeside for et hotel i Indien, der lover luksus i overklassestil i det eksotiske og fremmede land. Det lyder godt for de syv modne mennesker, for nogle har problemer med pengene, andre med ægteskabet, og nogle har en trist fortid, de ikke kan glemme. Og så er der selvfølgelig dem, der har brug for en ny hofte og bliver nødt til at tage til Indien for at komme på fode igen. I Indien opdager de hurtigt, at livet bestemt ikke er slut endnu, og at der stadig er masser at opleve. Måske har de simpelthen ikke levet rigtigt endnu, og det næste store eventyr venter muligvis lige om hjørnet.

“The Best Exotic Marigold Hotel” starter forrygende som en komedie med masser af spøjse bemærkninger og morsomme oneliners fra de ældre mennesker i takt med, at de forener sig med deres nye tilværelser. Desværre skyder filmen sig selv i foden ved at begive sig alt for langt og usikkert ind i dramagenren. Således forsvinder størstedelen af den humoristiske tilgang, der ellers gør stort indtryk i den første halvdel af “The Best Exotic Marigold Hotel”. Til sidst får vi tilmed en klichéfyldt pakkeløsning af en slutning, der på ingen måde er troværdig.

Nogle af den britiske filmverdens største scenestjælere er samlet her i “The Best Exotic Marigold Hotel”, så selvfølgelig er der ikke én eneste finger at sætte på det formidable skuespil, som er en sand fryd. Især Bill Nighy, Judi Dench og Maggie Smith er fantastiske i deres roller som henholdsvis den milde Douglas, den søde og forsigtige Evelyn og den gamle Muriel, der umiddelbart synes gennemsyret af racistiske tilbøjeligheder, men som i virkeligheden har et ensomt hjerte af guld.

Til sidst må selve Indien nævnes med al dets livsbekræftende pomp, pragt og kulører. Disse farverige elementer skaber en perfekt og besnærende baggrund til den historie, som instruktøren John Madden gerne vil fortælle. Her skal der ikke tages stilling til den fattigdom og sociale uretfærdighed, der i høj grad præger landet, men i stedet bruges Indien her som en ekstrem modsætning til England – et noget mere hyggeligt og konservativt land, hvor der ofte drikkes te i ro og mag. Og hvis man kan aflede tankerne fra det faktum, at Indien kæmper med nogle af verdens største sociale problemer, kan det da indimellem være meget hyggeligt at se nogle pensionister vænne sig til den store forandring i deres liv, som landet i al dets travle skønhed er med til at skabe.