De store armbevægelser skygger ikke for de små fine detaljer eller det pludseligt skæve blik, der rykker i hele scenen. Der er aldrig tvivl om, at det er FILM, vi ser. Der er brændende blå flader, pumpende lyd og spastiske klip ind og ud af den ellers realistiske fortælling. Gaudagnino kunne have ødelagt konstruktionen med al den leg, men den intense stemning letter aldrig. Den er nærmest malet på.
