Levende billeder

Hvis man stirrer på et maleri længe nok, sker det ofte, at farverne begynder at flyde sammen. Øjnene og hjernen leger skummelt sammen. Var der ikke noget der bevægede sig ovre i krogen? Fornemmelsen er nu blevet filmatiseret af Luca Gaudagnino, hvis “A Bigger Splash” er som at se David Hockneys billede af samme navn komme til live. Med den bonus, at man får at vide, hvad der sker før (og lidt efter) det store plask.

Kæden af kulturelle referencer stopper ikke ved Hockneys værk. Det egentlige forlæg er franske “La Piscine” fra 1969, der i øvrigt ikke skal forveksles med Francois Ozons “Svimming Pool” selv om settingen ligner: ældre britisk kunstner og seksuelt udfordrende teenager skuler over en blå, blå balje vand. Og er det mon helt tilfældigt, at soundtracket, domineres af bandet, der først fik idéen med at tage på heroinudflydende sommerhustur til Sydeuropa? The Rolling Stones lægger et velkendt lag af rockstjerne-sindssyge i puljen.

Deres gamle producer, Harry, en ustyrlig og uigennemskuelig Ralph Fiennes, lander på den lille italienske ø Pantelleria og dumper, nej smadrer, ind hos sin eks, Tilda Swintons sanger, Marianne Lane, og hendes nye kæreste, Paul. Harry introducerede i sin tid de to, hvilket vises i flashback, der for medvirker til at underminere Harrys tilsyneladende accept af deres forhold. Hvad han er ude på, og hvorfor han har sin øjenrullende datter med bliver aldrig klart, men han antænder nærmest foran kameraet i lange, underholdende monologer om kunst, sex og kærlighed.

Hans tromlen hen over alt og alle understreges fermt af en lille genistreg, opfundet af Gaudagnino og Tilda Swinton i fællesskab. I de første minutter virker Marianne Lane som en sur krukke, der ikke siger et ord, mens hun kigger følsomt mod horisonten. Men så afsløres det, at rockstjernen har skadet sin stemme og ikke må tale. Hun skifter fuldstændig karakter for vores øjne og selvtilstrækkeligheden ligner pludselig afmagt i stedet. Det er fuldstændig overbevisende skildret af Tilda Swinton, der kaster sine store øjne rundt i rammen i forsøget på bare at kunne sige et eller andet.

Det er en præcis metakommentar til film om kunstnere i krise, de flæbende typer, der svælger i deres egen grandiose uformåen. Her kan kunstneren ikke engang udtrykke den kliché pga. et fysisk handicap, og hendes omgivelser træder ind i rollen i stedet. Hannerne må puste og pruste og vise muskler og zpring breakerz-datteren må hvisle naivt, lommefilosofisk. Gaudagnino ved, hvad han leger med, og det er svært underholdende og tragisk at se på.