Alt ordnes med lagkage og sodavand. Sydhavnen bliver til lykkeland. Og på den måde har folket endnu engang fået et skud opium, der kan døse dem hen i drømme om social mobilitet og andre happy endings. Sådan ville man måske have sagt om “Kidnapning” første gang 1982. Nu ved jeg imidlertid godt, at der ikke ligger noget skjult motiv bag Grastens film. Andet end at drive en sund forretning og skabe underholdning. Men når nu der tilsyneladende er et stort marked for familiefilm, tænker jeg, at både dem i Sydhavnen og på solkysten kan tillade sig at kræve ind. Skal vi aftale, at løsesummen er lidt mere kvalitet?