Kidnapning af din tid

Det siges ofte, at vi har de politikere, vi fortjener. Hvis det samme gælder børnefilm, så er Regner Grasten vel det bedste bud på landets længst siddende statsminister. Eller diktator? Grænsen er flydende, men skylden er vores egen, når vi kritikløst sluger fantasiløse fantasier og usjove komedier. Og dog. Jeg tvivler for min del på, at Grasten er blevet kimet ned af forældre, der skreg på en genindspilning af Bjarne Reuters “Kidnapning”. At nogen faktisk har bedt om halvanden times irriterende larm tilsat billeder, der, som andre irriterende sommerting – myg, hækkeklippere og bålguitarister – synes at holde dig lidt som gidsel.

Der kan være langt fra flabede Bjarne Reuter-bøger til spørgsmål om politikeres fornemmelse for vælgerskarens behov og kapitalismens indvirkning på kunst og kultur. Men det hænger sammen med den vending mod socialrealisme, som instruktør Frederik Nørgaard foretager. Tit bevæger de her film sig i et solbeskinnet lykkeland, hvor far får sit job tilbage, når overvekseleren bliver taget med fingrene i provinsbankens kasse, og det hele ordnes med lagkage og rød sodavand. I “Kidnapning” er Sydhavnen det gråtriste bagtæppe og fars fængselsdom den hårde klemme på den lille familie. Et skridt væk fra villavejenes problemer med nævenyttige naboer og ufarlige tyveknægte. Det er prisværdigt, men undskylder ikke for den her gidseltagning.

For da mor går ned med stress, fordi hun glemmer at betale husleje og derved får familien smidt på gaden, ender vi nok en gang i klassisk dansk lurendrejerkomedie. Den fiffige Onkel Georg (hvor er jeg træt af fiffige onkler) har en plan. Den er ikke videre kreativ. Man har fx svært ved at se, at Bjarne Reuters bogforlæg er fra samme årti som Egon Olsens afsindige brune pakker, men den involverer da nogle fjollede kostumer. “Kidnapning” virker i det hele taget som en historie, hvor Reuter endnu ikke har fundet den smukt poetiske tone, der gjorde “Busters verden” til en af klodens bedste børnefilm for alle. Hvilket dog ikke har stoppet folk fra at kaste sig over materialet. Først i ’82 og senest i 2002. Afsenderen dér? You guessed it: Regner Grasten Film.

Da var titlen “Bertram & Co”, og det er sandsynligvis hans møgunge-figur, der virker så tillokkende på nye forsøg. Man kunne sige sig selv, at det kun er gået én vej siden sidst. En uskyldig engel med en beskidt mund var sjovest første gang, men i den her udgave bliver forsøget på at tale grimt med de unge nærmest pinligt. Et barn, der løber rundt og siger ‘røvhuller’ er en dårlig erstatning for en fuldt udfoldet karakter, og mon ikke det alligevel preller af på målgruppens YouTube-galvanierede ører? Der er også nogle udfordringer hvad angår timing, når svirperne skal leveres, og det efterlader alt i alt et hakkende indtryk af det, der skulle være hektisk ramasjang og ballade.

Den egentlige hovedperson og fortæller, Anders, er til gengæld fint spillet af Alfred Bjerre Larsen. Han er ret træt af sin ‘skøre’ families løjer, en holdning, man kun kan have sympati for. Det virker, som om alle andre er bange for at give publikum en pause, at folk vil udvandre og bede om pengene tilbage, hvis det ikke går amok hvert andet minut. Så Brian Lykke skal lige levere en fem minutters stand-up-rutine midt i kidnapningen. Inklusiv banke-banke-på-joke. Og vi må ikke glemme Bertrams røvhulsfrekvens. For ikke at tale om den store finale med to minutters splatgun-skydning på Hotel Bella Sky.