Hvad, der til gengæld fungerer, er de groteske vittigheder og overrumplende absurde begivenheder. Når Mick Øgendahl hastigt fortæller platte jokes om, hvordan man får en hund til at lyde som en kat (frys den ned og skær den derefter over med en rundsav: ”Miaaavvvv”), så er det svært ikke at trække på smilebåndet. Samtidig er det dog også både filmens styrke og svaghed. Historien tjener kun humoren – ikke den anden vej rundt, og selve handlingen er man bedøvende ligeglad med, hvilket filmen også lader til at være. Hvorvidt, den nedlægningstruede genbrugsstation kan reddes eller ej, bliver aldrig rigtig et tema, men blot fixet via en hovsaløsning af en sådan ligegyldighed, at man undrer sig over, hvad vi overhovedet skulle bruge sidehistorien til. Som helhed er filmen dog hæderligt underholdende, men man føler ofte, at de elementer, der egentlig holder den oppe, er ting, som måske ville egne sig bedre i et af Øgendahls stand-up-shows, og at man egentlig hellere ville se et af dem i stedet.
#11 filmz-protoZ 16 år siden
#12 thomaxz 16 år siden
Historien er ikke i hovedesædet, men den har dog en histori, der samnhægenge i modsætning til andre film, men man skal ikke tænke så meget over historien.
#13 Sealer 16 år siden