Se og smid væk

Det ville alligevel være en overdrivelse at betegne det som en tragedie, at omtrent 450.000 billetter til “Blå mænd” blev indløst, mens den kørte i biffen. Det er trods alt ikke det danske folks skyld, at der ikke var bedre komedier tilgængelige i biografmørket sidste sommer. Men det faktum, at en farce så triviel som “Blå mænd” alligevel kan sælge knap en halv million billetter, understreger for alvor, hvor dybt den danske folkekomedies standard er faldet på det seneste.

En så talentfuld komiker som manuskriptforfatteren Mick Øgendahl burde være mere ambitiøs. “Blå mænd” føles til tider bare som et påskud for at give Øgendahl og instruktør Rasmus Heides gode venner nogle gysser ved at spække filmen med så mange små, gakkede roller, at filmens vigtigste historie og karakterer til tider føles fortrængte. Ja, undertiden fremstår “Blå mænd” nærmest som en ustruktureret sketchfilm á la “Monty Pythons meningen med livet” og tv-serien “Little Britain” – hvilket naturligvis havde været ganske okay, hvis “Blå mænd” havde været på samme niveau.

“Blå mænd” omhandler dog først og fremmest forretningsmanden Jesper – en forfængelig nar, som med alkohol i blodet kører direkte ind i en anden bil. Som straf skal han arbejde på en losseplads i en længere periode, og som om det ikke var slemt nok for den egoistiske laban, så skrider hans kæreste også, og hans spirende karriere som begæret forretningsmand bliver tvunget på køl. Men naturligvis begynder Jespers kolde facade at tø op blandt deponiets sympatiske personligheder.

Med en mindre charmerende skuespiller end Thure Lindhardt i hovedrollen havde “Blå mænd” slet ikke fungeret, eftersom Jespers transformation fra selvfed, kynisk businessmand til medmenneskelig helgen slet ikke er troværdig. Transformationen er simpelthen for hurtig og umotiveret – det virker ærlig talt, som om Jesper udelukkende vælger at behandle sine nye kollegaer godt, fordi han er tvunget til det efter uforsætligt at have brændt alle broerne på ruten tilbage til sit gamle arbejde. Men Lindhardt har den karisma og det glimt i øjet, som både filmen og karakteren behøver for at vinde seerens gunst.

Og Lindhardt er ikke den eneste skuespiller, som morer. En typisk entusiastisk Sidse Babett Knudsen er pragtfuld som den dagdrømmende Lotte, hvis fantasier er blandt filmens absolut sjoveste sekvenser – en kortvarig krigsscene og et forrykt opgør mellem Lotte og et par tyske fightere sætter for alvor lattermusklerne i gang. Troels Lyby er også herlig som genbrugsstationens disciplinerede leder, og Martin Brygmann, som portrætterer Jespers vulgære kørelærer, er som altid en fornøjelse. Men det er (forholdsvis overraskende) Søren Malling, som gør størst indtryk i rollen som Lybys koldblodige overordnede. Scenen, hvor han ankommer til lossepladsen med dyster, pompøs orkestermusik truttende ud af sin bils højtalere, er måske endda filmens sjoveste.

I sidste ende bør en komedies succes vel måles efter, hvor sjov den egentlig er. Og “Blå mænd” er da en tilforladelig farce, der med sin spilletid på sølle 85 minutter glider relativt ubesværet ned. Men plusserne opvejer kun lige nøjagtig minusserne. Øgendahl indrømmer på dvd’ens kommentarspor, at han aldrig før havde prøvet at skrive en drejebog til en spillefilm, hvilket måske forklarer, hvorfor den selv med sin korte spilletid løber tør for ideer før sin sidste akt. En oversentimental kærlighedshistorie er et af de mange sidespor, filmen desværre drejer ind på, når den ellers synes at køre på skinner. Og seancens slapsticksegmenter er også for platte, så selvom “Blå mænd” ikke ligefrem kan markeres som ubrugeligt skrald, så får man heller ikke den store lyst til at genbruge den.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. “Blå mænd” er tydeligvis blevet skudt med HD-kameraer, og derfor overraskes man ikke af transferets frydelige mangel på snavs og digital støj. Nævneværdige udtværinger eller glorier forekommer ikke, og farvetemperaturen er tilpas og stabil. Kontrasten er af og til lidt flad, og billedet er indimellem en smule blødt, men dog aldrig decideret uskarpt. Et glimrende transfer.

Audio

Både et DTS 5.1-lydspor og et Dolby Digital 5.1-mix medfølger, men forskellen er ubetydelig. “Blå mænd” er en dialogdrevet komedie, og replikkerne er både tydelige og har en behagelig rumklang. Støj optræder aldrig. Baghøjtalerne bruges sjældent, og hverken panoreringerne eller den auditive atmosfære er overrumplende imponerende. Under en uventet krigsscene i kapitel 5 vågner både baghøjtalerne og subwooferen dog for alvor op til dåd.

Ekstramateriale

Skuespiller Mick Øgendahl og instruktør Rasmus Heide, som skrev manuskriptet i fællesskab, har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen. Duoen er ikke helt så humoristisk som håbet eller ventet, men de fyrer trods alt en masse morsomme kommentarer af undervejs, og så er de gode til at gennemgå intentionerne bag de enkelte scener og deres tilblivelse. Et tekst-kommentarspor medfølger også, som hoster op med en masse tekstlige informationer under filmen, og heldigvis gentager det ikke meget af det, som bliver konstateret på kommentarsporet. Nogle af anekdoterne er dog en kende vanvittige. Er det vitterligt meningen, vi skal tro på, at en bestemt skuespillerinde blev iført en kjole med en specifik farve for at fremprovokere en særlig respons fra tilskueren?

Derudover indeholder udgivelsens 1. disk også en ligegyldig, ultrakort dokumentar om den pølsevogn, som solgte de hotdogs, der blev ædt i filmen, samt trailere til “Julefrokosten”, “Far til fire på hjemmebane” og “Vicky Christina Barcelona”. Disk 2 indeholder 10 minutters festlige fraklip, et meget lille billedgalleri, tre dokumentarer om filmens effekter (samlet varighed: ca. 17 min.) og dokumentaren “Skraldets juveler” (23 min.), som byder på udmærkede og dejligt sarkastiske interviews med dem, der arbejdede både foran og bag kameraet på “Blå mænd”.

På lossepladsen

Hovmod står for fald i den danske komedie “Blå mænd”, hvor den succesfulde sælger Jesper Jensen, spillet af Thure Lindhardt, må betale regningen for sin dårlige opførsel. Han har ellers alt, hvad man kunne ønske sig: Et pænt hus, en smuk kæreste samt et godt job, hvor han er den evigt førende sælger, selvom det vist mest skyldes hans kreative tilgang til jobetik.

Rigtig lykkelig er han dog ikke, og efter en halvmislykket fest kommer han ud for en bilulykke i en brandert. Han vågner op med nogle gevaldige tømmermænd i form af en dom for spirituskørsel, en påtvunget orlov fra jobbet, en kæreste, der skrider, samt hvad der næsten er det værste af alt: Han idømmes samfundstjeneste hos den lokale genbrugsstation. Jesper er dog fast besluttet på at få ydmygelsen overstået så hurtigt og ubemærket som muligt, så han tager fortsat sit jakkesæt på hver morgen i håb om, at naboen og andre ikke bemærker, at det ikke ligefrem er sit sædvanlige arbejde, han kører til.

På genbrugsstationen møder han sine nye kollegaer: Den ligefremme og lesbiske Lotte, der konstant befinder sig i sin egen drømmeverden, hvor hun redder villige ungmøer på stribe, den tumpede Dion, som bruger det meste af tiden på at læse jumbobøger, samt ikke mindst den iltre chef Theodor, der slås med et kraftigt temperament samt truslen om, at genbrugsstationen muligvis skal lukkes. Jesper møder kollegaerne med slet skjult foragt og nedladenhed, men bliver hurtigt sat på plads af den håndfaste Theodor, og langsomt begynder Jesper at få øjnene op for kollegaernes sympatiske sider.

“Blå mænd” er en komedie af en slags, som vi ikke ser så mange eksemplarer af herhjemme. Det har været manuskriptforfatterparret Rasmus Heide og Mick Øgendahls erklærede hensigt at lave en type komediefilm, der er mere amerikansk i formen, og som til tider næsten nærmer sig det tegneserieagtige. Hovedrollerne har konstant det samme tøj på, og rollerne er ekstremt karikerede. Realisme har ikke været et mål, og selve historien er holdt på et minimum for i stedet at give plads til de sjove optrin og absurde hændelser. Humoren baserer sig ofte på typerne, og vi nikker lidt for genkendende til både den selvfede sælger samt den lumre kørelærer.

Alligevel virker store dele af filmen som noget, man har set før på de danske breddegrader – måske fordi Anders Thomas Jensen i tiltagende grad allerede har nærmet sig formen og bragte den til fald i den helt igennem rædselsfulde “Til døden os skiller”. I den film blev der udvekslet så mange slag personerne imellem, at den hurtigt blev ubehagelig at overvære. Det gør der også her, men i “Blå mænd” er vi så løsrevet fra virkeligheden, at effekten bliver komisk snarere end frastødende. Samtidig leges der med formen bl.a. i nogle sekvenser, hvor vi langsomt ser Jesper få styr på genbrugsstationen samt i Lottes fantasier, der bryder med fortællingen og leverer satiriske parodier på krigs- og superheltefilm. Det er ganske opfindsomt, men scenerne er i sig selv ikke særligt morsomme, og de bliver i stedet efterhånden et lidt trættende element i historien.