Der er ikke meget at varme sig ved i “Blind”, der kan synes kølig og kalkuleret i sit forhold til sine karakterer. Prøv luk øjnene, og forestil dig din nøgne krop mod en kold vinduesrude. Kun din kind er varm, fordi du slog den i blinde på dørkarmen. Den følelse sad jeg efterladt med. Det er dog imponerende, stilsikkert eksekveret af Eskil Vogt – i sin debut – at skabe så mange mindeværdige scener og billeder. Græske Bakatakis, der også har stået bag kameraet på “Dogtooth” og “Attenberg”, fortjener samme applaus. “Blind” blander virkelighed med forestillingens vildeste afkroge. Tankespind, seksualitet, liderlighed, ensomhed og agurker, ja, agurker, udgør grundingredienserne i Ingrids fantasi. Og altså “Blind”, der er noget af det mest grundfascinerende mærkværdige, som længe har mødt mit syn.
