Mesterligt mindfuck

I en stor, lys og sparsomt møbleret Oslo-lejlighed, højt hævet over byens tage, tilbringer den blinde Ingrid al sin tid. Hun ved ikke, hvordan lejligheden egentlig ser ud, da hende og kæresten, Morten, først flyttede dertil, efter Ingrid mistede sit syn. Hvordan forklares aldrig i norske Eskil Vogts spillefilmdebut, der sigende bærer titlen “Blind”. Fra lænestolen i lejligheden går Ingrids verden, og alle de sorte huller i virkeligheden, det manglende syn forårsager, fylder Ingrid ud med sin evne til at forestille sig. Den fortælling om en vistnok spirende forfatterinde, som støvsuger tidligere synsindtryk og mikser dem sammen med dagligdagen som blind, omsætter Eskil Vogt til et sorthumoristisk, mesterligt mindfuck, der konstant leger med virkelighed versus fantasi.

Fra lænestolen med det varme, indbydende uldbetræk klaprer Ingrid løs på den bærbar computer. I takt med indtaget af rødvin får hendes fantasi friere og friere tøjler. I voice-over introducerer hun to andre, ensomme sjæle i Oslo, der, som hun selv, bruger størstedelen af deres tid alene i deres respektive lejligheder. Einar bæller cola og surfer internetporno, men er for genert til at tage kontakt til en kvinde i kød og blod. Elin er fraskilt mor uden venner og lever udelukkende for og igennem sin datter. På forunderlig vis krydses både Einars, Elins og Ingrids kæreste Mortens veje hinanden. Einar først lurer og så forelsker sig i Elin fra sikker afstand; svøbt i lejlighedens sikre mørke. Morten sexchatter med Elin, de to mødes og Elin mister synet midt under middagen på en restaurant. Alt imens Ingrid taster videre på computeren og tyller rødvin.

“Blind” er den instruktøruddannede Eskil Vogts debut, men i samarbejde med landsmanden, kollegaen og vennen Joachim Trier har han tidligere skrevet manuskripterne til dennes to fremragende film, “Reprise” og “Oslo, 31. august”. Som hos Trier udspiller “Blind” sig også i det moderne Oslo, men melankolien og de højpandede litteraturreferencer er hos Vogt skiftet ud med sci-fi-film, fetich-porno og Morrissey. Okay, Morrissey kunne lige så godt have været en del af referencerammen hos Joachim Trier. Men Vogt virker ikke nær så sammenbidt og tager ikke sig selv og sin film helt så højtideligt, som Trier synes at gøre det.

Der er masser af humor i “Blind” – trods det faktum at filmen handler om en nyligt blind kvinde omkring de 30 år, der lever mere i fantasien end virkelighedens verden. Det er den sælsomme blanding af tragik, samfundsrevseri (den kollektive landesorg i Norge i kølvandet på Utøya-tragedien som mærkværdig fællesskabsfølelse), næsten ondsindet slapstick og knivskarpe betragtninger omkring parforholdskvababbelser, som gør “Blind” til en oplevelse ud over det sædvanlige.

Ellen Dorrit Petersen er et lykketræf i rollen som Ingrid. Bag de mørke øjne og det udpræget nordisk-sarte udseende gemmer hun på én gang noget både djævelsk og skrøbeligt. Jeg blev helt og aldeles opslugt af at betragte denne kvinde famle rundt, banke ben og pande imod håndfaste, virkelige objekter, afklæde sig, onanere på stuegulvet, presse sin nøgne krop mod lejlighedens vinduespartier, tabe mikroovnsretten på gulvet og hælde te op i en kop. Petersen er såre sanselig. Det indfanger kameramand Thimios Bakatakis enestående taktilt i nærbilleder og halvtotaler. Hans billeder matcher samme, sarte palet som Petersen udtrykker, men sublimt suspenseagtigt lurer hemmeligheder og ukendte indtrængende lige uden for rammen.