Jeppe Røndes debut er både og. Først og fremmest er den forbilledlig forfriskende i sin insisteren på ikke at ville konkludere noget som helst. Rønde skaber uovertrufne stemningsbilleder af undergang og ungdommens rebelske syge. Det er lige meget, hvad man er imod, bare man er imod. En pointe, de fleste nok kan nikke genkendende til på voksen afstand. Nok dirrede biografens højtalere effektivt på absolutte maxvolumen, så jeg kunne mærke dødsdriftens undergangsbas helt ned i mellemgulvet. Og de unge, smukke mennesker med hele livet foran sig begik selvmord én efter én. Alligevel efterlod “Bridgend” mig underligt kold i al sin stilbevidste perfektion og mangel på logik.
