Uovertrufne undergangsbilleder

”De læner sig ind i døden.” Så på én gang nøgternt og poetisk beskrives det faktum, at uhyggeligt mange teenagere i den lille walisiske by Bridgend begår selvmord ved hængning. Det gør de i danske Jeppe Røndes engelsksprogede spillefilmdebut “Bridgend”, og det gjorde de i virkelighedens Bridgend i årene mellem 2007 og 2012. De officielle tal nævner 79 tilfælde af selvmord, men eftersigende er tallet endnu højere. Hvorfor gjorde de det? Var det en selvmordskult? Havde chatforum på internettet en andel i skylden? Og giver det overhovedet mening at søge svar på det brændende spørgsmål: hvorfor?

Rønde har en dokumentarbaggrund med film som “The Swenkas” og “Jerusalem, min elskede”. Det er også med en dokumentarists grundighed, at han er gået til fiktionen. Seks års research, ophold i Bridgend og samtaler med tragediens pårørende ligger til grund for filmen, der også er indspillet on location. Alene tanken om at genopføre de gruopvækkende og mystiske selvmord på selve gerningsstedet får det til at løbe koldt ned ad min ryg. Stemningen er tonstung og hænger over “Bridgend” fra start til slut som mosekonens hallucinerende og dødsensfarlige bryg. Én tår og du er fortabt.

Fortabelsens mulighed hviler også over den unge hestepige Sara, spillet af Hannah Murray fra “Game of Thrones”. Hun ankommer til Bridgend fra Bristol sammen med sin far. Han er betjent og skal efterforske selvmordsbølgen. Hun er ny pige i byen – med alt hvad dertil hører af akut lyst til at passe ind i kliken. Også selv om kliken flirter med døden ved hver given lejlighed. Men ville man virkelig overlade sin egen datter til den overhængende fare, som Bridgend er synonym med? Ville man installere hende i selvmordets sump? Den usandsynlighed er en akilleshæl, der spøger i baghovedet undervejs.

Landskabet er det bankende hjerte i “Bridgend”. Karaktererne virker i sammenligning underligt marionetagtige, der særligt kommer til udtryk i forældregenerationen, som bare ikke forstår at kommunikere med deres autoritetsforagtende teenagere. Den konflikt bliver for sort/hvid. Derimod leverer fotograf Magnus Nordenhof Jønck et sansebombardement, hvor den efterårsbrune og mosgrønne palet går “Twin Peaks” i bedene i en sådan grad, at det kan være svært at skelne imellem, hvorvidt vi befinder os i det sydlige Wales eller nordvestlige USA. Bjergvejene snor sig lige ildevarslende begge steder, og skovene er foruroligende i deres altomsluttende ensomhed.

Minearbejderbyen Bridgend er grundlæggende melankolsk i al sin regnvåde elendighed. Et gråt genskin af bedre tider, der ikke kommer igen. På byens pub, der også er byens diskotek, tonser drengene rundt i bar overkrop og brøler deres weltschmerz ud i vilden sky, mens pigerne danser sammen i et fuldt oplyst lokale til franske Mondkopfs electrominimalistiske toner i mol. Her drikker de sig bedøvede i billig cider fra 2-liters plastikflasker. Sara famler sig til et forsigtigt kys med alfahannen Thomas, hvorpå han forsøger at kvæle hende. Næste dag har også han lænet sig ind i døden. I Bridgend giver intet mening. Selvmord afløses af selvmord, og der er ikke langt fra et ømt kys til voldtægt.