Daniel Auteuils debut som instruktør er stilfærdig og hyggelig. Her skabes ingen røre i andedammen. En trofast genindspilning af Pagnol – med et letfordøjeligt budskab om både kærlighed på tværs af klasseskel og stærke familiebånd – kan ingen som sådan rynke på næsen af. Læg dertil fotogene panoreringer ud over de provencalske vidder, et højstemt score af den leveringsdygtige Alexandre Desplat og en lun præstation fra Auteuil selv i hovedrollen, og “Brøndgraverens datter” føles som et møde med en god, gammel ven.
