#130 Nej det er klart, at vi ikke på forhånd kender alle detaljer og hændelser, men ikke desto mindre er vi godt klar over hvilke karakterer vi har med at gøre. De er gennem et halvt århundrede blevet exponeret i alskens medier. Derfor er der nogle grundliggende facts forbundet med serierne man bare ikke kan komme udenom. F.eks at Bruce Waynes forældre bliver skudt og dræbt i en baggård i Gotham og at James Bond ligeledes har en noget traumatisk fortid. Alt dette sker før angeren og hævntørsten bliver for meget og begge serier udvikler sig til det de er, men det kræver en form for etablering, når man som det er sket nu, forsøger at begynde på en frisk. Jeg har ikke noget imod den første film i en serie, men når det drejer sig om så gammelkendte emner, kan der være en del ting der bliver en smule trivia - selvom det er nødvendigt at fortælle det.

Casino Royale

En cool introsekvens i sort/hvid åbner ballet og slår tonen an i nogle heftige og voldsomme klip, der viser den nye Bonds dyriske kraft og iskolde kynisme. Men selv om det er anderledes og ikke set tidligere udført på den her facon, ja så synes jeg samtidig også at introen på en måde er for abrupt og rodet klippet og alt alt for hurtigt overstået. Tjubang chocolademand og så er man i gang med den meget flotte titelkollage, der udspiller sig i form af poker inspirerede silhuetter til tonerne af Chris Cornells ”You Know My Name”, som jeg endelig havde vænnet mig til og accepteret i sin fede rockversion. Og hvad sker der så, jo så har man af uransagelige årsager i stedet for valgt, at lave en mere klassisk inspireret udgave, komplet med strygere og trompeter ind over guitar rif’ne. Ærgerligt, for det tager IMO altså en hel del af den saft og kraft ud af sangen som den ellers besad i sin originale version, hvilken man først får at høre under rulleteksterne. Synd og skam. Når nu man har valgt den her nye og rå kulør, ja hvorfor så ikke også vælge at gi den fuld skrue fra Chris Cornell.

Selve Bond karakteren er lige som jeg havde håbet på. Nemlig en forfriskende anderledes, barsk og blodig udgave af 007. Daniel Craig gør en solid indsats i hans debut og symboliserer ikke blot via sin ekstremt veltrimmede krop, men også igennem hans fremtoning og fremgangsmåde i kampscenerne, hvor han nærmest som en løbsk nedrivningskugle smadrer alt der står i vejen for ham og hans mission, at Bond og Bond universet har fået et nyt og langt mere hårdkogt lag af brutalitet samt, bogstavelig talt, nosser af stål over sig.

Rollen som M er langt bedre skrevet til Judi Dench i "Casino Royale", end den har været i hendes foregående Bondfilm. Hendes scener gør et langt større indtryk på mig end før og hendes dialoger med Bond har klart mere flow og tyngde over sig end de sædvanlige korte sætninger og irettesættelser, som man har set utallige gange. Men selvom tonen forekommer mere barsk, så er det trods alt ingen komplet forvandling, der er sket med den figur. Dench var omtrent ligeså hår i filten over for Pierce Brosnan i Martin Campbells første revival af Bondserien i GoldenEye. Så altså, en helt ny tone er der ikke tale om her.

Vesper Lynd er IMO filmens hjerte og følelsesmæssigt involverende fundament. En stor skuespilspræstation af Eva Green der har et lækkert forførende og frækt look over sig, men som samtidig også dikterer en Bond kvinde, der er den mest realistiske og troværdige til dato.

Skurkene har jeg det derimod noget mere problematisk med. Ingen tvivl om at Mads Mikkelsen spiller godt som Le Chiffre men, at han som flere anmeldere har været inde på ligefrem sku’ være den bedste Bond skurk ever, har jeg ret svært ved at ku’ se. Det er rollen IMO kort og godt slet ikke hverken farvestrålende eller faretruende nok til. Le Chiffre figurens problem er, lige som med resten af skurkegalleriet, at det realistiske præg historien har fået hæmmer ham/dem i at fremstå som de superskurke vi normalt er vandt til at se og samtidig betyder handlingen med de løse terrorceller så også, at det hele bliver en lettere farveløs masse af ordinære håndlangere uden noget særpræg, (undtagen gymnasten i starten selvfølgelig). Le Chiffre er jo i princippet blot selv en håndlanger og egentlig ikke en decideret overskurk hvad han jo ellers lægger op til, for dem som vel at mærke ikke har læst bogen.

Le Chiffre er på ingen måde en skurk man vil huske i fremtiden. Dertil er han alt for uvedkommende og glat til, at man kan finde ham interessant. Og det samme gælder jo så også ganske glimrende for filmens rigtige bagmand.

Selve plottet er noget af en blandet fornøjelse, som vel bedst kan ses i lyset af tidligere film som From Russia With Love, On Her Majestys Secret Service, The Living Daylights og For Your Eyes Only, set ud fra følgende dele: Tonen er så realistisk som mulig, Bond ligner mere et almindeligt menneske og ikke en usårlig superagent og at Bond for alvor bliver følelsesmæssigt engageret i det modsatte køn, så os der sidder og ser filmen involverer os mere end hvad man plejer at gøre når 007 er på skærmen/lærredet. Her mener jeg, at de gamle film (nævnt her) modsat "Casino Royale" er bedre, fordi de inde i det realistiske spioneventyr alligevel formår at byde på nogle langt mere karismatiske skurke, at ha’ en bedre fordeling af actionscenerne samt, og hvad jeg betragter som en vigtig brik i formlen, at ku’ overaske med en gennemført spektakulær afslutning. Her må "Casino Royale" nok siges ikke, at ku leve op til samme standard som de nævnte.

Set isoleret er actionscenerne i det 21'ende kapitel jo rigtigt cool lavet og fungerer optimalt ind i den nye og beskidte rå stil i fuld overensstemmelse med Bonds egen personlighed. Men hvis man derimod tager et overordnet blik på helheden, ja så kan de på ingen måde overskygge, at hovedplottet i bund og grund ikke er synderligt fængende og i Bondmæssig sammenhæng temmelig flat. Ud over det syntes jeg filmen får probemer med at holde dampen oppe, da man nærmer sig showdown imellem Bond og Le Chiffre på casinoet i Serbien. Det er jo klart at den scene skal med, men er man ikke pokerfan eller bidt af at spille kort generelt, ja så udeblir spændingen fuldstændig fra deres psykiske battle. Her går filmen også mere eller mindre i stå, på et tidspunkt hvor den havde allermest brug for et turbo boost.

De 2 scener pifter da bestem det hele lidt mere op, men de er på samme måde også med til at gi en noget hakkende rytme i filmen og IMO fjerne en stor portion af realismen når Bond efter begge både hårdt fysiske og psykiske angreb, valser hen til pokerbordet som om intet var hændt. Senere kommer så den nok så berømte torturscene, der bestemt må siges at være topmålet for nasty, men hvor troværdigheden igen får et knæk ved det, at Bond reagerer så forholdsvis muntert på, hvad der må være smerte af en anden verden. Tvivler stærkt på at han har forberedt sig på den type tortur under sin grundtræning.

Afslutningsvis fader "Casino Royale" noget fladt ud på en del punkter. Bl.a. vdr. Le Chiffres skæbne og senere ang. det ganske ordinære shootout og manglende klimaks med bagmanden.

For lige at vende tilbage til selve hovedplottet, ja så mener jeg at Martin Campbell burde ha’ lavet anden del og især slutningen anderledes. Duellen på poker sku ha’ været flyttet til et tidligere punkt i historien, så Bond på den måde efterfølgende ku’ ha stoppet et evt. terrorangreb in person, fx i en eller anden storby, hvor London da ville være en oplagt ide. Det ville IMO ha’ fungeret langt mere effektivt (indrømmet at det så også havde fulgt den ordinære Bond formel) på den måde i stedet for, som det forholder sig, at Bond i store træk ordner terroristerne/skurkene indirekte siddende på et casino. En mulighed havde været at flytte kampen i Miamis lufthavn til sidst og lavet den længere med flere bad guys og måske Le Chiffre og Bond i slåskamp på taget af en førerløs tankvogn.

Det manglende klimaks og det lunkne plot betyder så for mit vedkommende, at det er Vesper og Bonds konflikter samt Bonds udvikling som menneske/agent, der er mest interessant at følge. Alle de fejl han begår og de omkostninger de fører med sig, både når han deler øretæver ud og på det analyserende plan er det, der IMO, gør filmen til noget specielt og i sidste ende gir den tyngde.

"Casino Royale" er som jeg ser det ikke den bedste Bond film nogensinde, som nogle anmeldere har kaldt den, men det er da bestemt en lovende start på den nye serie, på trods af sine mangler.

4/6

En god film og Daniel Craig bliver en god Bond, men der er kun en Bond, og lige meget hvad så overgår Daniel Craig. ikke en Sean Connery :-)

Har også lige set den, og må indrømme jeg så den med blandede forventninger. Jeg brød mig aldrig særlig meget om P.Brosnan i den rolle - han virkede lidt for "blød"

Jeg er enig med #136 i at Daniel Craig gør det hæderligt og nok den bedste efterfølger af Sir Connery. Craig har ikke den naturlige charme/humor som Sean havde, men han har en lidt anden hårdhed omkring sig - det virker interessant på en anden måde.

Filmen som helhed var lidt lala - god film, men ikke noget vidunder eller prissluger. God debut af Craig (og for den sags skyld også Mikkelsen)

Det var vel egentlig Mikkelsens første store film siden ridderfilmen for nogle år siden.

Fantastisk Bond film. Absolut den bedste siden Connery æraen, og endda bedre end enkelte af dennes film. Daniel Craig er fantastisk som Bond (selvom der stadig kun er én ægte, Scotland forever!). Superb action og en god historie. Bond franchisen er kommet tilbage på sporet efter den blasfemiske Die Another Day.