Der er ingen Bond, der binder mig…Lad os bare få det på det rene med det samme: Han gør det godt. Han gør det rigtig godt. Der tales naturligvis om 39-årige, blonde Daniel Craig: Den sjette skuespiller og tredje englænder, der spiller James Bond, den legendariske Agent 007 med licens til at dræbe i “Casino Royale”. Craig kombinerer meget af det bedste hos sine forgængere, såsom Roger Moores tørre, men spidsfindige humor, Timothy Daltons forfriskende kynisme og Sean Connerys flamboyante maskulinitet.

Næstefter Craig er det danske Mads Mikkelsen, der vækker mest opsigt. I hvad der meget vel ender med at forblive højdepunktet i Mikkelsens internationale karriere, udviser manden ikke ét eneste tegn på sceneskræk. Hans karakter, Le Chiffre, har en syg tårekanal, der får ham til at græde blod, og hans personlighed er lige så klam som hans lidelse. Manden ved også, at han ikke er den største fisk i skurkebassinet, hvilket er ret unikt for en Bond-skurk. Mikkelsen gør Le Chiffre skiftevis vammel, uhyggelig, desperat, målrettet og endda næsten sympatisk – han er en fornøjelse at overvære.

Men filmen er bestemt ikke perfekt, og den er desværre langtfra den revolutionerende begivenhed, som fans har tryglet om og skreget på i årevis. På overfladen ser filmen ud til at være en forfriskende afvigelse fra filmenes veletablerede formular, men der er overraskende mange ligheder mellem “Casino Royale” og de seneste forhadte Brosnan-film. Her er igen masser af tydelig product-placement (især Sony Ericssons mobiltelefoner bliver godt repræsenteret) og lidt for mange overflødige babes, lømler og rejser til eksotiske locations. Og selvom Craigs Bond er en mere troværdig og hårdkogt Bond, så formår han alligevel at konfrontere, bekæmpe og undslippe en hær på cirka halvtreds armerede soldater – på trods af han er en fuldstændig ny og relativt uprøvet agent.

I en tid hvor menneskeligt sårbare og fejlplagede helte som Jason Bourne har overtaget muskelbundternes plads i det cinematiske rampelys, er Bond ikke menneskelig nok til at virke som en realistisk personlighed, og derfor er det stadigvæk svært at relatere sig til ham. Filmen er også alt, alt for lang. Der går en hel time, før Eva Greens betagende Vesper Lynd bliver introduceret, og endnu længere før Bond og Le Chiffre står ansigt til ansigt, og det centrale plot virkelig tager form. Filmens berygtede sort/hvid-begyndelse er formidabel – en stemningsmættet og barsk intro, som filmen aldrig formår at toppe. Et medrivende lufthavnsopgør og en fodjagt i Uganda kommer dog tæt på, selvom de begge samtidigt er tæt på at sætte ens tålmodighed på prøve. Det gør filmens sidste akt i hvert fald.

Heldigvis er manuskriptet fyldt med spydige replikker, som bl.a. Oscar-belønnet Paul Haggis har været med til at forfatte. Det havde været godt, hvis seriens bagmænd havde haft endnu mere mod til at distancere sig fra seriens tidligere kapitler og virkelig prøve noget nyt. Men her er stadigvæk mange positive elementer, der lover godt for fremtidige afsnit af den udødelige filmsaga. Så længe Craig bliver foran kameraet, kan det i hvert fald ikke gå helt galt. “Casino Royale” er et fint, men overraskende mut, startskud til en ny epoke inden for Bond-universet.

VideoBlu-ray transferet er uhyre skarpt, og alt fra skuespillernes ansigter i nærbilleder til fjerne objekter i horisonten er tydelige og detaljerige. Hverken komprimeringsfejl eller edge-enhancement optræder, og kontrasten er fuldstændig solid. Farvegengivelsen er fantastisk – især brugen af varme, grønlige farvenuancer springer i øjnene, og farverne plages aldrig af støj eller blødning. Transferets eneste minus er, at der til tider er en overflod af gryn. Man har ofte bevidst indsat gryn for at give billedsiden et mere råt look, hvilket fungerede fortræffeligt i biffen, men her virker gryn ofte påklistret og til tider en smule distraherende (tjek f.eks. scenen lige efter Bonds dyst med adskillige soldater tidligt i filmen). Men til trods for transferets få svagheder er der stadig tale om en yderst imponerende billedside, der er dvd-udgivelsens transfer langt overlegen.

AudioDiscen indeholder både et Dolby Digital 5.1 lydspor og et ukomprimeret PCM 5.1 mix, der er sprødere og mere aggressivt end DD-lydsporet. Alle replikker kommer klart og tydeligt igennem, og der er ingen tilfælde af støj, susen eller overstyring. Panoreringerne er naturtro og umådelig effektive. Subwooferen er meget aktiv og producerer, under flere af filmens bombastiske scener en gevaldig rumlen. Men der er også en masse raffinerede, underfundige lyde, der skaber et opslugende lydbillede under filmens mange stilfærdige scener. David Arnolds fine score går heller ikke tabt midt i al virvaret.

EkstramaterialeMange af de internationale udgaver af Blu-ray udgivelsen indeholder den censurerede, britiske version af filmen (selv den amerikanske udgivelse), men heldigvis har danske Blu-ray ejere mulighed for at se filmen, sådan som den oprindeligt tog sig ud i biffen. Sony fortjener derudover ros for at have inkluderet størstedelen af ekstramaterialet i 1080p.

“Becoming Bond” (28 min.) handler primært om Craig. Vi hører bl.a. om skuespillerens oplevelser med pressen og indstilling til karakteren. Men vi hører også om Flemings roman og om hvorledes, mange fans kritik motiverede filmmagerne til virkelig at sparke røv. Alt i alt en underholdende, men overfladisk dokumentar, hvilket også kan siges om “James Bond: For Real” (25 min.) om filmens stunts og actionsekvenser. Til slut har vi “Bond Girls Are Forever” (49 min.), der, som titlen antyder, omhandler seriens mange Bond-piger. Den er læsset med fornøjelige interviews med de aktricer, som mænd har fantaseret om, og kvinder har relateret sig til, de sidste mange årtier.

Musikvideoen til Chris Cornells uretfærdigt nedsablede titelsang og trailere til “Spider-Man 3”, “The Pursuit of Happyness” og andre kommende Blu-ray udgivelser runder udgivelsen af.

Lad os bare få det på det rene med det samme: Han gør det godt. Han gør det rigtig godt. Der tales naturligvis om 38-årige, blonde Daniel Craig: Den sjette skuespiller og tredje englænder, der spiller James Bond, den legendariske Agent 007 med licens til at dræbe. I de kommende måneder vil Craig blive hyldet af millioner af fans og menige biografgængere verden over, men han vil næppe glemme det ubarmhjertige verbale bombardement, han har været udsat for, siden han blev offentliggjort som hovedrolleindehaveren i seriens 21. officielle kapitel, “Casino Royale”.

Craig kombinerer meget af det bedste hos sine forgængere, såsom Roger Moores tørre, men spidsfindige humor, Timothy Daltons forfriskende kynisme og Sean Connerys flamboyante maskulinitet. Og Craig er omringet af talentfulde kollegaer. Eva Green er den bedste Bond-pige i næsten 40 år siden “On Her Majesty’s Secret Service” – et både stærkt, intelligent og smukt modstykke til Bond, der ikke bare lægger sig ned på kommando. Og man tror vitterligt på forholdet mellem hende og Bond, hvilket er helt essentielt for filmen.

Her er absolut ingen spor af gamle kendinge som Miss Moneypenny eller Q og hans højteknologiske isenkram, mens en af seriens efterhånden glemte figurer, CIA agent Felix Leiter, dukker op for første gang siden 1989. Det er den altid fremragende Jeffrey Wright, der imponerer som Bond-sagaens første sorte Leiter. Judi Dench og danske Jesper Christensen er også solide i deres små roller. Men næstefter Craig er det som ventet filmens anden dansker, Mads Mikkelsen, der vækker mest opsigt.

I Danmark er filmes biograftrailere ofte blevet akkompagneret af højlydt latter på grund af Mikkelsens knap-så-subtile accent. Men hans fremstilling af filmens skurk bevirker, at al latter må forstumme. Karakteren fremprovokerer reel afsky og højlydt væmmelse. I hvad der meget vel ender med at forblive højdepunktet i Mikkelsens internationale karriere, udviser manden ikke ét eneste tegn på sceneskræk. Hans karakter, Le Chiffre, har en syg tårekanal, der får ham til at græde blod. Og hans personlighed er lige så klam som hans lidelse. Manden ved også godt, at han ikke er den største fisk i skurkebassinet, hvilket er ret unikt for en Bond-skurk. Mikkelsen gør Le Chiffre skiftevis vammel, uhyggelig, desperat, målrettet og endda næsten sympatisk – han er en fornøjelse at overvære.

“Casino Royale” har et af seriens absolut bedste ensembler. Men filmen er bestemt ikke perfekt, og den er desværre langtfra den revolutionerende begivenhed, som fans har tryglet, bedt og skreget på i årevis. På overfladen ser filmen ud til at være en forfriskende afvigelse fra filmenes veletablerede formular, men der er overraskende mange ligheder mellem “Casino Royale” og de seneste forhadte Brosnan-film.

Her er igen masser af tydelig product-placement (især Sony Ericssons mobiltelefoner bliver godt repræsenteret) og lidt for mange overflødige babes, lømler og rejser til eksotiske locations. Og selvom Craigs Bond er en mere troværdig og hårdkogt Bond, så formår han (vanen tro) stadigvæk at konfrontere, bekæmpe og undslippe en hær på cirka halvtreds armerede soldater – på trods af han er en fuldstændig ny og relativt uprøvet agent. I en tid hvor menneskeligt sårbare og fejlplagede helte som Jason Bourne har overtaget muskelbundternes plads i det cinematiske rampelys, er Bond stadigvæk ikke menneskelig nok til at virke som en realistisk personlighed, og derfor er det stadigvæk svært at relatere sig til ham.

Filmen er også alt, alt for lang. Der går en hel time før Eva Greens betagende Vesper Lynd bliver introduceret, og endnu længere før Bond og Le Chiffre står ansigt til ansigt, og det centrale plot virkelig tager form. Filmens allerede berygtede sort/hvid-begyndelse er formidabel – en stemningsmættet og barsk intro, der sætter aldersgrænsen på 11 år på en hård prøve, og som filmen aldrig helt formår at toppe.