Vi skal alle derhen, men spørgsmålet om hvordan, bliver i “Chronic” taget op med ubehagelig præcision. Det er ingen glorificering af aktiv dødshjælp, men der er dog fylde nok på karaktererne til, at man forstår deres ønske om fred. Ligegyldigt hvordan. Hvad det har af konsekvenser for de levende, især dem der skal administrere den dødelige indsprøjtning, er den blivende eftertanke i
“Chronic”. I stedet for at fokusere på patienterne og deres til tider uværdige afsked med livet, retter Franco fornuftigt blikket mod en mand, der lever tæt op af døden.
Skriv ny kommentar:
