Chronic
Udgivet 13. sep 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Michel Francos “Chronic” er en slow burner. Insisterende på den langsommelige og tyste scene med en historie, der siver som fra en lækket gashane og kun venter på den sidste gnist for at gå i brand. En rigtig festival-darling, fortjent præmieret for sit manuskript og osende af kvalitet i alle geledder. Tim Roth spiller en sygeplejer, hvis arbejde med terminale patienter er blevet hans egen livline i en trist tilværelse. Det lyder og er deprimerende, men også vedkommende som et slags dramatiseret indlæg i debatten om aktiv dødshjælp.
Problemet er, at David, som hans karakter hedder, er en smule mistænkelig. Igennem hele “Chronic” fornemmer man et misforhold mellem patient, plejer og familie. Den syge opbygger en altoverskyggende tillid til ham, mens sønner, døtre og andre pårørende sender bekymrede og misundelige blikke. Hvilket er forståeligt. For David er for meget. Og har et anstrengt forhold til sandheden. Især hos den anden patient, den lammede arkitekt John, opfører han sig på en måde, så familien har let ved at opfatte ham som en indladende manipulator.
Helt op til den kræftramte Martha, der bare gerne vil dø. Med den stoiske og professionelle David til at holde i hånden og til at føre morfinsprøjterne. Det er en ret elegant sammenfletning af karakterernes baggrunde og bevæggrunde, der sandsynligvis har givet Franco prisen for bedste manuskript på Cannes i 2015. De lange, stillestående indstillinger giver rum til, at skuespillerne kan boltre sig, men altid i historiens tjeneste og ikke som den opmærksomhedskrævende fremvisning af dramatalent, spillere i tragiske sygdomsfilm nogle gange forfalder til.
Vi skal alle derhen, men spørgsmålet om hvordan, bliver i “Chronic” taget op med ubehagelig præcision. Det er ingen glorificering af aktiv dødshjælp, men der er dog fylde nok på karaktererne til, at man forstår deres ønske om fred. Ligegyldigt hvordan. Hvad det har af konsekvenser for de levende, især dem der skal administrere den dødelige indsprøjtning, er den blivende eftertanke i
“Chronic”. I stedet for at fokusere på patienterne og deres til tider uværdige afsked med livet, retter Franco fornuftigt blikket mod en mand, der lever tæt op af døden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet