“En soap” bød på særdeles stærke skuespilpræstationer, og “Dansen” følger støt trop. Begge hovedrolleindehavere er overbevisende, og det er en fornøjelse at se Anders W. Berthelsen spille mod sin sædvanlige type. Desværre synes filmen også ofte at køre i ring, og man savner indimellem noget mere fremdrift i fortællingen. Nogle scener føles som rene gentagelser, der ikke føjer noget substantielt til historien. Samtidigt synes den del af historien, der har med Annikas mor at gøre, aldrig rigtig at blive relevant.
Der, hvor filmen til gengæld fungerer, er i forholdet mellem Annika og Lasse, og her bliver filmen en interessant afvejning af tilgivelse og straf, hvor man ofte tager sig selv i at være lige så vægelsindet som Annika. Det er blot synd og skam, at den indimellem også er lidt af en gumpetung dansepartner.