Dansen
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 21. sep 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Selvom den langtfra er perfekt, er det trods alt forfriskende at se en dansk film som “Dansen”. For her er ingen tåbelig pruttehumor, der sigter efter laveste fællesnævner… ingen rapkæftede røvere, stereotype turtelduer eller gakkede idioter, der forgæves forsøger at slå fast, at de er kompetente komikere. Sagt med andre ord: “Dansen” adskiller sig fra hovedparten af de indenrigsproducerede film, der udgives i kongeriget i disse tider. Men desværre afløses filmens første, glimrende akt af en langsommelig midterdel, som munder ud i et forhastet antiklimaks.
I stedet får vi lov til at bevidne duoens spirende kærlighed komme til udtryk i lynhurtige, længselsfulde blikke og i de passager, hvor der pudsigt nok ikke ytres et eneste ord. Filmens største force er afgjort dens tålmodighed og stilfærdige væremåde. Den udfordrer seeren til at snige sig ind på karaktererne og virkelig granske deres reaktioner, og den hyppige brug af håndholdt kamera gør kun “Dansen” endnu mere troværdig. Der er en tidlig scene, hvor Annika og Lasse omfavner hinanden efter en næsten chokerende og uprovokeret indrømmelse af Lasse omhandlende hans tid i spjældet. Der ytres intet undervejs, men Dyrholm og Berthelsens skuespil er så forbløffende nuanceret, at man som tilskuer hives igennem det samme virvar af forskellige følelser som parret.
Talrige nye bifigurer dukker op, som portrætteres af skuespillere, der ikke har godt af at dele lærredet med Dyrholm og Berthelsen. Pludselig bliver manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson åbenbart også bange for, at hans karakterer udvikler sig for hurtigt, så Annika og Lasse går skiftevis fra at være et par sympatiske væsner til to lige lovlig ynkelige eksistenser, hvis ensartede skænderier og falmende tiltro til kærlighedens kraft hurtigt bliver trættende at overvære. Konflikten mellem Annika og hendes mor virker påklistret og ligegyldig, og slutningen forbinder lidt for hurtigt og bekvemt historiens mange løse, røde tråde. Det ville være løgn at sige, at det er let at være vild med “Dansen”.
Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format (coveret hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 2.35:1). “Dansen” blev tydeligvis optaget på video. Billedet har et fladt, digitalt udseende, som man ikke har forsøgt at skjule via grading. Underbelyste scener har det til tider med at virke lidt mudrede, og udtværing forekommer. Der er heldigvis aldrig spor af edge-enhancement eller snavs, og utilsigtet gryn er en sjældenhed, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, når man tager kildematerialets oprindelse i betragtning. Farverne er nedtonede og virker undertiden for matte, men er som regel ganske nydelige – især de grønne nuancer i skovene, som karaktererne hyppigt besøger. Sortniveauet er acceptabelt, men billedsiden virker en gang imellem lidt uskarp.
Udgivelsens danske Dolby Digital 5.1-lydspor er meget besynderligt og kan absolut ikke betegnes som et surround-lydspor, selvom det tager seks højtalere i brug. Lydeffekterne, musiknumrene og replikkerne er krystalklare, og selvom sporet langtfra har en overvældende bund, så er dynamikområdet hæderligt, og støj optræder aldrig. Der er flere imponerende passager, hvor musikken overdøver resten af lydsidens elementer og opnår en næsten drømmeagtig tilstedeværelse.
Men alle tre fronthøjtalere leverer nøjagtig de samme lyde, ligesom de to baghøjtalere mønstrer de samme lyde. Det virker sandsynligt, at folkene bag skiven kun har haft adgang til en 2.0-master og derfor blot har ladet de to spor okkupere flere højtalere på samme tid. Det kan til tider godt blive en anelse forvirrende og irriterende, når de samme lyde optræder så mange steder. Derfor kan man ligeså godt benytte sig af det medfølgende, nogenlunde 2.0-mix og aktivere ProLogic-afvikling, hvorved en mere troværdig lydoplevelse sikres. Det er ikke ofte, et 2.0-lydspor overgår et 5.1-mix, men det er altså tilfældet her.
Blot otte minutters interviews med instruktøren Pernille Fischer Christensen og manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson medfølger. De to individer får ikke lejlighed til at sige meget, der ikke virker en anelse overfladisk. Derudover indeholder dvd’en blot filmens trailer og musikvideoen til Freddie Wadlings fortolkning af David Bowies “Let’s Dance”.
“Dansen” er et ujævnt dansk drama, der begynder som en lovende eksamination af skyldfølelse og tilgivelse, men som støt forvandler sig til en konventionel seance om to fortabte sjæles kærlighedskvaler. Der er flere fine øjeblikke undervejs, men man efterlades med en nagende fornemmelse af, at Pernille Fischer Christensens film kunne være blevet meget bedre. Dvd’en er udelukkende en investering værd for fans af filmen, eftersom AV-præsentationen er middelmådig, og både kvantiteten og kvaliteten af ekstramaterialet er lav.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet