Det er på sin vis ærgerligt, at Loïe Fuller er blevet glemt, men så havde vi måske ikke endt med en film som “Danserinden”. Stephanie Di Giusto virker edderspændt opsat på at skabe en levende, vibrerende film. En kendt historie, men i nye susende klæder. Når hun så til tider bliver lidt for forelsket i sine egne visuelle idéer og Lily-Rose Depps porcelænsansigt, skærer Soko igennem som noget af det mest cool franske no-bullshit-madamme siden Jean Seberg. Det er ikke altid helt klart, hvem der fører, men jeg følger lige meget hvad.
