Dans på tværs af tid

Det er ifølge instruktør Stéphanie Di Giusto et urimeligt overset stykke historie, som hun tager op i “Danserinden”. Loïe Fuller var en kæmpe stjerne på Paris’ natklubscene med sin ‘serpentindans’, hvor hun svingede store stykker silke om sig i en slags trance. Kvinden selv blev væk i de vilde, hvide slag, men desværre også i den fælles historiebog.

Man kan se en slags parallel til Di Giusto selv, der som musikvideoinstruktør og modefotograf har skabt en karriere på skønhed uden selv at komme i fokus. ,Loïe Fuller var amerikaner, men at forestille sig en amerikansk dansefilm uden Disney-sange eller en ung vred mand fra ‘the projects’ der ryster balletskolen med rå hiphop? Leave it to the French, der har den anden store aktie i historien, eftersom Fuller fejrede sine største triumfer i Paris under ‘Belle Epoque’. Her har man det hele. Ligesom en større fabel for det på én gang smukke og depraverede, champagne og burlesque, malere i absint-rus, liderlige poeter – alt det, man ikke kan vise i god, sund underholdning til de forenede unge. Så selv om Di Giusto i de første scener viser, at hun også snildt kunne lave en western, “True Grit”- style, allokerer hun hurtigt til Europa med den ærkefranske musiker Soko i rollen som Fuller.

Det ligner et karriereskift uden de store udfordringer. Hun er nemlig god som genert, lukket kugle, der åbner sig i fejende hvidt blomsterflor, når først scenelyset tænder. Den feterede diva, der græder i sit elfenbenstårn, er et velkendt motiv, men Soko lægger nogle flere lag til den evige kamp mellem den skinnende overflade og det sugende sorte dyb. Væk er kunstig distance til verden og ‘ingen forstår mig’-taler. I stedet træder Fuller frem som en dristig forretningskvinde og ambitiøs kunstner med et smittende drive. Det er ret underholdende at se på hende herse med nærige teaterdirektører og fylde sit elfenbenstårn med unge danserinder, mens mæcenen, Grev d’Orsay, smisker rundt og spørger sig selv, hvad han har sagt ja til.

Men at være en arbejdsom stjerne kan være farligt, især når man portrætteres på film. Halvvejs dukker Isadora Duncan op, og så drejer Di Giusto ind på den slags rivalopgør, der næsten kunne dækkes med Sokos egen “I’ll kill her”. Hun stjæler fremtid og drømme, men er dog også i Lily-Rose Depps stive skikkelse en ret forceret konkurrent. Jeg har lidt svært ved at købe hendes udgave af den ‘skæbnesvangre forførerske’ med lesbiske tendenser og fikse dukkefører-fingre, og at hendes unge, smukke ydre er nok til at afspore hele Fullers imperie. Men 1900-tallets offentlighed er vel ikke så meget anderledes end her i 2017 og jagten på næste sæt halvbare bryster.

Den største udfordring ligger egentlig hos Fuller selv. Kroppen er så presset af den intense dans, at hun besvimer af udmattelse, og hendes øjne ædes op af det stærke scenelys. Forfald som Di Giusto skyder ind mellem overlegent smukke tableauer, så effekten nærmest fordobles. Som i romantiske malerier svæver Fuller og hendes elever elegant rundt til Beethoven og Vivaldi. I næste skud træner hun sin ryg i Storm-P-agtige maskiner og hviler sig på knust is, musikken afløst af knirkende tandhjul og hakkende værktøj. Og snigende omkring med et ciseleret ulvesmil og en dampende æterflaske: Grev d’Orsays ruinerede dandy, som Gaspard Ulliel giver al sin forlorne dekadence. Di Giusto fanger også alt det grimme ved ‘den skønne tid’.