Det er særligt fransk at være vild med l’amour fou – kærlighedsaffæren med et element af vanvid. Som her i “De gyldne år”. Det er fascinerende at bevæge sig helt ud på kærlighedens overdrev, men som det ofte er tilfældet, så er ulykkelig eller tragisk kærlighed mest tiltrækkende som et tankeeksperiment eller som noget, man tænker tilbage på. Derfor er det ubærligt smertefuldt og uimodståeligt, når erindringen bliver finpudset til nær perfektion, som Desplechin gør det her. Åh, de minder.
