De gyldne år
Udgivet 12. jul 2016 | Af: paideia | Set i biografen
Erindring er en konstruktion. Psykologer har påvist, at vi bygger vores minder op omkring, hvad andre har fortalt os, hvordan det passer ind i et narrativ, og hvad vi ønsker, at de skal sige om os. Det er den centrale præmis i “De gyldne år”, hvis franske originaltitel umiddelbart oversat ville være “Tre minder fra min ungdom”. Antropologen Paul Dédalus flytter efter lang tid i udlandet tilbage til Paris, hvor han skal arbejde i udenrigsministeriet. Og i den forbindelse begynder ungdommens minder at hjemsøge ham.
For “De gyldne år” kan lide at lege. Pludselig mættes farverne så markant, at det nærmest ligner en Technicolor-musical. Den stil minder mig om to andre frankofone instruktører; François Ozon og Xavier Dolan. Et oplagt eksempel er, da Paul første gang ser sin store kærlighed, Esther. Hele verden rundt om forsvinder og kameraet zoomer helt ind i et ekstremt close-up på hendes ansigt, mens hun koket ryger en cigaret og demonstrativt undlader at se mod kameraet. Hele idéen om den konstruerede hukommelse bliver kun mere udtalt, da vi finder ud af, at Paul slet ikke er tilstede i den scene endnu.
Hovedpersonen er den samme som i instruktør Arnaud Desplechins film fra 1996, “Comment je me suis disputé… (ma vie sexuelle)”, som vi nu får forhistorien til. Den har jeg desværre ikke selv set den, men jeg vurderer ikke, at “De gyldne år” kræver, at man på forhånd kender noget til Paul. Både stil og konstruktion indbyder til en umiddelbar oplevelse. Næsten som en drøm. Måske netop derfor skuffer klimaks i nutiden en anelse. Nu er det pludselig psykologiske realisme. Unødvendigt.
Det er særligt fransk at være vild med l’amour fou – kærlighedsaffæren med et element af vanvid. Som her i “De gyldne år”. Det er fascinerende at bevæge sig helt ud på kærlighedens overdrev, men som det ofte er tilfældet, så er ulykkelig eller tragisk kærlighed mest tiltrækkende som et tankeeksperiment eller som noget, man tænker tilbage på. Derfor er det ubærligt smertefuldt og uimodståeligt, når erindringen bliver finpudset til nær perfektion, som Desplechin gør det her. Åh, de minder.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet