De gyldne år

InstruktionArnaud Desplechin

MedvirkendeMathieu Amalric, Olivier Rabourdin, Dinara Drukarova

Længde123 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen14/07/2016


Anmeldelse

De gyldne år

5 6
Den store kærlighed – større i mindet

Erindring er en konstruktion. Psykologer har påvist, at vi bygger vores minder op omkring, hvad andre har fortalt os, hvordan det passer ind i et narrativ, og hvad vi ønsker, at de skal sige om os. Det er den centrale præmis i “De gyldne år”, hvis franske originaltitel umiddelbart oversat ville være “Tre minder fra min ungdom”. Antropologen Paul Dédalus flytter efter lang tid i udlandet tilbage til Paris, hvor han skal arbejde i udenrigsministeriet. Og i den forbindelse begynder ungdommens minder at hjemsøge ham.

Helt som alverdens psykologer siger, så er også de her minder dybt subjektive. Vi hopper frem og tilbage i tid – mange tråde finder aldrig en ende. Samtidig er Paul en upålidelig fortæller. Jeg spekulerede konstant på, hvor meget der havde fundet sted på lige nøjagtig den måde, som Paul fortæller det. Der er scener og personer, der er så for meget og følelsesmæssigt urealistiske, at det virker som… Ja, en fransk film. Den fornemmelse forstærkes med en ivrig iriseffekt i mange af de mere intime scener, hvor billedet kun er i en cirkel i midten af skærmen, mens resten er sort – en teknik, der primært blev brugt i stumfilm, som netop også ofte er/var overspændte.

For “De gyldne år” kan lide at lege. Pludselig mættes farverne så markant, at det nærmest ligner en Technicolor-musical. Den stil minder mig om to andre frankofone instruktører; François Ozon og Xavier Dolan. Et oplagt eksempel er, da Paul første gang ser sin store kærlighed, Esther. Hele verden rundt om forsvinder og kameraet zoomer helt ind i et ekstremt close-up på hendes ansigt, mens hun koket ryger en cigaret og demonstrativt undlader at se mod kameraet. Hele idéen om den konstruerede hukommelse bliver kun mere udtalt, da vi finder ud af, at Paul slet ikke er tilstede i den scene endnu.

Den voksne Paul spilles med vanligt talent af Mathieu Amalric, der mere eller mindre har overtaget Daniel Auteuils allestedsnærværende rolle i fransk film. Hvis du ikke er så velbevandret i nyere fransk film, så vil du sikkert genkende ham som Bond-skurk i “Quantom of Solace”. Amalric er en kamæleon, der formår at være lige så troværdig som enten førsteelsker eller neurotisk skvat. Så meget desto mere interessant er det, når han her får lov til at spille lidt af begge dele. Hans yngre udgave spilles af Quentin Dolmaire, der portrætterer ungdommeligt hovmod og eksistentiel angst med en bemærkelsesværdig autenticitet, som man vist skal være fransk teenager for at besidde.

Hovedpersonen er den samme som i instruktør Arnaud Desplechins film fra 1996, “Comment je me suis disputé… (ma vie sexuelle)”, som vi nu får forhistorien til. Den har jeg desværre ikke selv set den, men jeg vurderer ikke, at “De gyldne år” kræver, at man på forhånd kender noget til Paul. Både stil og konstruktion indbyder til en umiddelbar oplevelse. Næsten som en drøm. Måske netop derfor skuffer klimaks i nutiden en anelse. Nu er det pludselig psykologiske realisme. Unødvendigt.

Det er særligt fransk at være vild med l’amour fou – kærlighedsaffæren med et element af vanvid. Som her i “De gyldne år”. Det er fascinerende at bevæge sig helt ud på kærlighedens overdrev, men som det ofte er tilfældet, så er ulykkelig eller tragisk kærlighed mest tiltrækkende som et tankeeksperiment eller som noget, man tænker tilbage på. Derfor er det ubærligt smertefuldt og uimodståeligt, når erindringen bliver finpudset til nær perfektion, som Desplechin gør det her. Åh, de minder.


Trailer

Kort om filmen

“De gyldne år” præsenterer os for tre udsnit af den snart midaldrende Paul Dédalus’ (Mathieu Amalric) dannelsesår. Paul er ved at forlade sit liv i Tadsjikistan, mens han lader tankerne vandre tilbage til begivenheder og personer, som spillede vigtige roller i hans tidlige liv. I flashbacks mindes han ungdommen i Roubaix, hans mors tilbagevendende nervesammenbrud, forholdet til hans fromme men voldelige bror Ivan, en rejse til USSR, hvor han gav sit pas til en ung russisk mand, studierne i Paris og hans spirende interesse for antropologien. Men især mindes han sin flammende forelskelse i Esther og deres turbulente kærlighedsforhold.