Sverige har ry for at være kedeligt og konformt, men netop i evnen til det vellavede og uspektakulært solide ligger måske en form for revolution. Så er der i hvert fald mindre behov for visuelle og plotmæssige eksperimenter. Man behøver ikke meget mere end et ulykkeligt kærlighedsforhold. Ja, nogle ville måske mene, at det er det eneste, god kunst handler om. Og “Den alvorsfulde leg” udruller et af slagsen med velovervejet ro. Så kan man stå og råbe nok så meget på fornyelse. Storesøster Sverige bestemmer, hvor skabet skal stå, og er der egentlig nogen grund til at sige hende imod?
